Endnu en dag er gået i fantastiske Uganda. Endnu en dag, hvor Alex har vist mig rundt i Masaka, og hvor jeg er blevet fyldt helt op af nye indtryk, og hvor jeg har mødt de sødeste mennesker.

Dagen begyndte med, at Alex og jeg kørte ned på Café Frikadellen for at få noget internet, da der endnu ikke er noget her i huset. Jeg ville opdatere min blog, men det skulle snart vise sig at være mere besværligt end som så. I Uganda er internettet (og masser andre ting) meget ustabilt og laaangsomt. Derfor tog det en god time at opdatere min blog. Og jeg skulle endda bare overføre teksten fra et Word-dokument og tilføje billeder. Jeg får flashbacks til 56K-modemer.

Det lykkedes dog langt om længe, og så kunne vi begive os videre.

Jeg skulle nemlig have mig et Uganda-nummer, så vi gik i Orange-butikken, som åbenbart er the-go-to-place her i Uganda. Efter en halvlang oprettelsesproces fik jeg mit kort, og vi kunne gå. Modsat i Danmark virker kortene ikke, så snart de sættes i. De skal aktiveres, og i dag var der gået kludder i det, så det bliver i morgen, fredag. Måske!

Bagefter gik vi på markedet, hvor Alex købte bananer. Folkens, jeg siger jer: de bananer, der i Danmark ville koste 50-60 kr., fik vi for et beløb, der er så lille, at man ikke kan kalde det for andet end en skilling. Man fatter det ikke, men det er sgu rigtigt. Alex købte derudover to rolex’er. Det er vel at mærke ikke ure, men derimod pandekager med fyld som f.eks. æg, tomat, ost osv. De kostede ham 6 kr. i alt. Hvis jeg ikke husker galt, så er det dem, man giver 50 kr. for på Jelling-festivalen. Pr. styk. Crazy!

Turen ned i byen bød på en helt speciel oplevelse. Da vi stod ud af bilen, kunne jeg tydelig fornemme, alles øjne rettes mod mig. Flere sagde noget i retning af: ”Hey, Mzungu! You are big man!” Jeg tror faktisk også, at der var en, der kaldte mig ”fattie”.

Havde en dansker på gågaden i Horsens kaldt mig det, havde jeg vendt mig om og råbt det grimmeste, jeg overhovedet kunne komme i tanker om.

Sagen er bare den, at det åbenbart er en kompliment hernede. Uganderne regner med, at når man er i, ja, lad os nu bare kalde det god foderstand, så har man en god kone, der kan lave god og nærende mad, og at man har råd til at spise sig mæt. Og jeg ligner jo en, der har haft råd til at spise sig mæt igen og igen. De bliver åbenbart vildt imponerede.

Dét kommer jeg til at skulle vænne mig til. Jeg kunne selvfølgelig også bare smide nogle kiloJ.

Her i Uganda er vi mzungu, som betyder den hvide mand. Sådan bliver vi også tiltalt, når de lokale vil tale med os eller hilse på os. Om det er et nedsættende ord, har jeg svært ved at afgøre. Men generaliserende ord for bestemte befolkningsgrupper har sjældent en positiv klang.

Vi kørte derefter ud til The Timothy Centre, som er et kæmpestort område, hvor en kristen canadisk organisation har hovedkvarter. Her er der boliger til de ansatte, der er en pigeskole med tilhørende boliger og det er centrum for en masse projekter overalt i Uganda. Der er alt, hvad man kunne forvente af faciliteter og moderne bekvemmeligheder i hvilket som helst vestligt land, men som virker vildt imponerende hernede.

Jeg tog desværre ingen billeder, men det gør jeg næste gang, for jeg har aldrig set så fedt et område med så fantastisk en udsigt. Det hele ligger på en bakkeside, så udsigten er virkelig storslået.

Det er her Ken og Carina bor. Det er deres børn, jeg skal undervise de næste ti måneder.

Ken og Carina er rigtig søde mennesker. Meget glade, meget åbne og meget gæstfri. Vi talte om løst og fast, dit og dat, og det var rigtig hyggeligt. Dem kommer jeg til at have rigtig meget med at gøre.

Da vi kom hjem til huset, gik jeg op til børnehaven, der ligger i forbindelse med skolen. Her var Maya, Kayla og Ella, de tre børn, jeg skal undervise. De er rigtig gode børn, kvikke og med fuld fart på. Det skal nok blive et godt år.

Måske skal jeg lige fortælle, at skolen ligger 30 sekunder fra huset, hvor jeg bor. Det er unægtelig en væsentlig nedsat pendlingstid i forhold til da jeg arbejdede i Vojens, hvor jeg pendlede 2 ½ time hver vej.

Om eftermiddagen var alle voluntørhusets beboere blevet inviteret op til familien Row, som er en amerikansk familie, der er flyttet her til Masaka fra Californien. De er her ikke sammen med en organisation, så rent praktisk er de helt på egen hånd. Familien består af Angela, Bryan, Emily og Morgan.

Det er simpelthen de sødeste mennesker, man kan forestille sig. Jeg blev budt ind i deres hjem, som om vi havde kendt hinanden i mange år. Det er både rørende og imponerende.

Vi havde den hyggeligste og sjoveste aften, og familien Row er helt sikkert folk, jeg kommer til at se meget mere til.

Det var alt for nu. Nu er det blevet fredag den 14., og kl. 10 skal vi lærere, Ruth og Carina have den store skolesnak, hvor vi planlægger skoledagen osv. Det bliver rart at få det praktiske på plads. Så kan jeg komme i gang med at forberede mig til undervisningen.