Fest og farver ...

BLACKOUT!

Igen!

Hold nu kæft! tænker man bare, og overvejer, hvorfor afrikanerne ikke rejser sig og kræver, at strøm og internet bliver stabilt og hurtigt.

I Danmark er blackouts sjældne. Jeg kan ikke engang huske, at de skulle være sket oftere i min barndom i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Det er jeg altså ret sikker på, jeg ville kunne huske, for jeg var ret bange for mørke dengang.

Strømmen har vi altså haft styr på i mere end tredive år, og man kan undre sig over, at det er så sk*de svært at få det samme til at ske i Afrika.

Jeg tror, sagen er den, at hvor strømmen i Europa er indrettet til de mennesker, der bruger den, så er det i Afrika menneskerne, der har indrettet sig efter strømmen: man bruger kun bærbare computere, der kan oplades og fungere, selv om strømmen forsvinder. Man bruger kun mobiltelefoner, hvor det samme gør sig gældende. Man bruger gaskomfur, som fungerer uafhængig af strøm, så strømafbrydelserne har ikke den samme effekt, som den ville have i Danmark. Det kan selvfølgelig være en fordel, for vi ved jo, at moderne samfund går fuldstændig i stå, når strømmen forsvinder.

Det ændrer imidlertid ikke det faktum, at internettet, og dermed kontakten til verden udenfor Uganda og Afrika, går i stå.

Hør, hvad er nu det?

Internettet er en historie helt for sig selv. Hjemme i Danmark var jeg vant til 50 Mbit og hjemmesider, næsten før jeg havde trykket på enter. Her i Uganda kan man maksimalt få en halv Mbit, næsten uanset hvad man betaler. Og med alt det, folk efterhånden bruger nettet til, så kan man hurtigt strække en halv Mbit til sit yderste. Bare det at opdatere en app på sin iPhone kan tage flere halve timer. Jeg har en engelsk/engelsk-ordbog, der tog flere dage at opdatere. Men det kan bruges til mail, Viber, Skype og Facebook, og det er nok i virkeligheden det, der er det vigtigste, når man er tusindvis af kilometer hjemmefra.

Nu skal det jo ikke være skidt og vrøvl det hele. 

En solstrålehistorie hernede er mobilnettet. Det fungerer! Hvor man i Danmark stadig kan finde mange steder, hvor der ikke er mobildækning, så gør det modsatte sig gældende i Uganda. Her findes kun meget få steder, hvor man ikke kan få dækning.

Jamen er det ikke ...?

Da jeg gik på seminariet i Jelling kørte jeg ofte i gennem Grejsdalen med tog, og hver gang var det det samme: ingen mobildækning. Jeg har sågar siddet i toget fra Ringkøbing og ikke haft dækning i over en time af turen. Det er jo fuldstændig vanvittigt!

I Uganda kan man være på safari i de største nationalparker og stadig finde dækning.

Efter denne lille smøre er det vist på tide at fortælle om den sidste tids begivenheder:

Forrige weekend var vi, som jeg har fortalt i et tidligere indlæg, en tur i Kampala. Bilture hernede byder som regel på sjove og spændende oplevelser, ikke mindst på grund af de mildest talt anderledes måder at afvikle trafik på.

Jo, det er nemlig en bus.
Vores lunger takker mange gange!

Politiet er nok næsten det, man med et meget mildt ord kan kalde inkompetent. Derudover er der ikke noget, der hedder syn hvert andet år til biler, der har nået en vis alder. Det udmønter sig ofte i biler (eller tidligere biler, der nu bedre passer under betegnelsen ’kørende lig’), der i virkeligheden er dybt uforsvarlige og livsfarlige at køre i, men som ender med at være et godt grin for os, der ikke skal køre dem. I kan se nogle eksempler her:

Sådan kan man også transportere førerkabinen til en bil: på ladet af en anden bil.
Hvad man ikke kan se, er, at der sidder en mand inde i kabinen. Han ville bare ikke fotograferes 

Små krokodiller

Vi har også været på krokodillefarm. De har krokodiller i alle størrelser, lige fra den mindste lillebitte modbydeligt udseende babykrokodille til den største, mest vrisne kleppert, der har sat jeg ved ikke hvor mange mennesker til livs i tiden løb.

Se dem herunder:

"Hey baby!"

"Heeey! How' you doin'?!"

Krokodilleflet

                           

Fedt nok, at I siger det.
En overgang overvejede jeg ellers at fodre dem med mig selv

Et par store banditter. Den ene er 65 år og har guffet adskillige uforsigtige afrikanere i sig. 

Den store begivenhed i den tid, der er gået siden sidst, var min 35-års fødselsdag den 12. oktober. Jeg havde inviteret skolens elever, lærere og forældre og mine tre roomies fra voluntørhuset. Vi var omkring 30 mennesker, og det var hyl!

Kamuzinda Farm ligger, ja, ude på landet. Der så jeg ham her. Se, det er altså dét, jeg forstår ved Afrika:
en dreng, der spæner rundt efter et gammelt cykelhjul

Alex og jeg kørte i begyndelsen af ugen ud til Kamuzinda Farm, som er en gård, der er grundlagt af en dansker, og som nu køres af lokale kræfter. Gården leverer bl.a. kød til Café Frikadellen.

Jeg skulle finde en gris, som kunne lade livet og blive til mad til min fest. Jeg fandt en lille, sød grisebasse, som så glad og tilfreds ud, og så valgte jeg den.

Alex skiller Babe ad i hoveddele

Alex and the pork accordion (prøv lige at se crazy ud, Alex :-D)

Vi var også ude at købe øl og sodavand. Det er åndssvagt dyrt her i Uganda i forhold til prisniveauet i øvrigt, men der skulle selvfølgelig ikke mangle noget som helst. Hos ølmanden fik jeg for første gang en prøve på, hvad nogle ugandere gør, for at tjene en ekstra skilling. Han blev ved med at sige:”You are the boss, what do you want?” Jeg sagde, at jeg ikke er nogens boss, at han vel var sin egen boss. Han blev imidlertid ved, samtidig med, at det håndtryk vi havde givet hinanden, da handlen var afsluttet, og som vi stadig ikke have sluppet, blev mere og mere fast. ”What, you want me to carry your bag to the car?”, spurgte han. ”Æh, nej!,” sagde jeg, for vi stod lige bag bilen. Og for øvrigt skal ingen bære rundt på mine ting, det kan jeg godt selv.

Jeg kunne godt mærke en begyndende frustration – og måske endda aggression – fra ølmanden, men jeg fattede ikke en hattefis af, hvad der foregik. Ikke før Alex fortalte mig, at ølmanden prøvede at hive de 500 shilling, jeg havde fået tilbage i forbindelse for købet, ud af mig igen. Han havde båret mine øl ind i bilen, og nu ville han have betalingen.

Her blev festen holdt

Jeg fattede som sagt ingenting, før det hele var overstået, og Alex og jeg kørte ned ad gaden. Længe leve ignorance og godtroenhed. Fordi jeg ikke fattede hvad han ville, fik han ingen penge, og derfor er det nok også sidste gang, han prøver. Og hvis ikke, ja, så ved jeg hvad han vil, og så kan jeg sige nej.

Nu tænker I muligvis, at jeg er nærig, og at jeg ikke vil hjælpe mennesker, der har mindre end mig. Det vil jeg hjertens gerne, men ikke når de selv forsøger at plukke mig. Så er deres chance brugt.

"Stik mig noget kød, ellers vil du fortryde det, mester!"

Nå, men jeg fik mine øl, sodavand og min gris. Nu skulle Babe, den kække gris bare steges i sit eget fedt (og Alex’ legendariske BBQ-marinade).

Aftenen før festen stod Alex og skar grisen ud. Den var blevet slagtet, rengjort og snittet i to halve, så den skulle deles i hoveddele, så den kunne smides på grillen.

På trods af sløve køkkenknive, så var det bare helt vildt sjovt. Der blev bl.a. opfundet et nyt musikinstrument, nemlig The Pork Accordion. Vi var ved at kvæles af grin, da Alex samlede ribbenene op og begyndte at trække dem og trykke sammen som en harmonika. Ja, den lille gris’ død blev vores morskab. Sorry!

"Klogt valg, mester. Meget klogt!"

Jeg havde lånt en grill af Ken, som er mine canadiske elevers far. Derudover havde vi en stor indbygningsgrill, der hvor festen skulle holdes, så der var grillplads nok.

Daniel, Joshua og Morgan (De af jer, der er 30 år og over vil kunne nikke genkendende til de fede retro-Coca-Cola-flasker!

Men det skulle nu hverken gå værre eller bedre, end at vi fik smidt svinet på grillen, inden kullene var brændt færdig. Derfor blev lillegrisen helt sort og hård i huden, og vi måtte vende og vende og vende. Det skal nu siges, at Alex trak det store læs i den forbindelse, og jeg kunne nok ikke have hevet succesen hjem uden hans hjælp! Eller Majas. Eller Jespers. Eller Ruths. Eller Carstens.

Lillegrisen blev lidt sort, men den smagte godt!

TAK!

Det hele endte med at falde i hak. Grisen blev god, alle gæster kom, alle var glade, mest af alle mig.

Ruth havde bagt kage, og ungerne kom ned med dem med lys og stjernekaster i. Det var flot og jeg blev helt blød om hjertet. Som Angela sagde: ”That woman is the queen of all things baked!” I couldn’t agree more! 

Forøvrigt blev der sunget fødselsdagssang på hele fem sprog: dansk (fordi vi er danskere), engelsk (fordi vi alle taler engelsk), svensk (fordi Carina, mine canadiske elevers mor, er svensk), fransk (fordi man også taler fransk i Canada) og luganda (det sprog uganderne taler). Det har jeg aldrig prøvet før

Grill-Bill tester en knogle. Godkendt!

Derudover fik jeg de fedeste gaver. Jeg fik bl.a. armbånd, gavekort, deo, en lommelygte og en lysestage. Og så fik jeg det, jeg ønskede mig allermest: en djembe. Feeedt! Hvordan jeg lige får den med hjem, har jeg heldigvis nogle måneder til at finde ud af.

Aftenens sjoveste gave stod Maja, Jesper og Alex for. Jeg fik det fedeste elektroniske børnetrommesæt. Jeg var færdig af grin. Dét er bare en fed gave. Jeg har lige fået batterier til det, og der bliver ikke et roligt øjeblik i weekenden. I hvert fald ikke i de fem minutter jeg tror, det tager, inden det må bukke under for mine svedige licks :-D. Det bliver så cool.

Carina, mine canadiske elevers mor, som man oftest ser hende: glad!

Brian og Angela, mine amerikanske elevers forældre. 

Emily fra USA og Maya fra Canada. Begge er mine elever.

Kaylee og Emily, begge fra USA. Kaylee er frivillig hernede

Ud over det, så fik jeg noget, man ikke længere kan få i Danmark, nemlig bogen Tintin i Congo. Og endda i en samlerudgave. Nu spørger I sikkert, hvorfor man ikke kan få dén i Danmark. Det kan man ikke, fordi den er så bundracistisk, at man slet ikke fatter det. Jeg er nu meget glad for den, for selvom den er racistisk, så er den et meget godt billede på, hvordan man så på afrikanerne tilbage i 30’ernes Europa og i kolonierne.

Lasse med madskæg.
Bedre kompliment for maden får man ikke.

Jonatan gik i brædderne. Fødselsdage tærer på kræfterne

Hergé, der har skabt Tintin, tog til Belgisk Congo (det nuværende DR Congo) i 30’erne, og her oplevede han, hvordan overklassens koloniale og ignorante syn på de lokale kom til udtryk i racisme, udnyttelse og undertrykkelse. Det var den gængse opfattelse dengang, og det syn har Hergé tilsyneladende taget til sig. Det er helt tydeligt, når man læser Tintin i Congo. Den er et lille studium i ignorance og forudindtagethed. Og så var det fra Ruth og Carstens side nok en lille hentydning til vores snak om at tage til Congo.

Carsten laver snobrød

Vidste I for øvrigt, at Hergé slet ikke hed Hergé? Han hed i virkeligheden Georges Prosper Rémi, og han underskrev sit arbejde med sine initialer skrevet omvendt, altså ”R.G.”. Når man siger det på fransk, som er et af de sprog, der tales i Belgien, hvor Hergé kom fra, så lyder det som om, man siger Hergé.

Sådan! Så fik I også lidt bonusinfo i dag :-D.

Nu er det ved at være weekend, og der er ikke umiddelbart nogle planer. Det kan selvfølgelig nå at ændre sig. Gør det det, så skal I nok få det at vide herinde.

Carina smager Kaylas snobrød. 

Indtil da er der kun tilbage at sige:

Tak fordi I læser med. Vi ses.

Peace out!

Ja©b

Endelig ...

Så er der endelig en ny opdatering. Internettet er meget sært hernede, så derfor er der gået så lang tid. Jeg beklager! Tak fordi I ventede.

21. og 22. september

Så kom vi i gennem første undervisningsuge. Det var ikke uden nervøsitet, jeg tog hul på den i mandags, for det har været a week of many firsts. Altså en uge, hvor jeg har prøvet mange nye ting for første gang.

Jeg har aldrig undervist 1. klasse før, udover en enkelt vikartime i 1. årgang på Bankagerskolen mit første år som lærer. Det rækker ikke langt i det store perspektiv.

Derudover er det hele på engelsk, og det er canadiske elever, der er en del af et skolesystem, der er meget anderledes end vores.

De evaluerer meget mere end os, og derfor skal jeg også flere gange om ugen rapportere til en skolefaglig konsulent i Canada. Indtil videre har det nu ikke kunnet lade sig gøre, da vi endnu ikke har fået internet på skolen og i vores hus. Derfor har det også knebet med kontakten til mange af jer. Så snart vi får internet, så bliver alt meget bedre ;-).

Heldigvis er det hele gået ret smertefrit, og efterhånden som jeg har slappet mere og mere af, er tingene også gået bedre og bedre.

Maja og Jesper er også en stor hjælp. De – specielt Maja – er garvede indskolingslærere, og det gør, at jeg kan suge rigtig megen viden hos dem. Tak J.

De inviterede for øvrigt til aftensmad i sidste uge. Det var dansk mad, når det er bedst. Vi fik kartofler, bønner, hakkedrenge og – hold nu fast – bearnaise!

Ja, jeg kan stadig blive imponeret og overrasket over, hvad de har slæbt med herned. Jeg ville aldrig selv slæbe det med, men hold nu op, hvor sætter jeg stor pris på, at de har gjort det. Mummemum!

Ugen bød også på et kort men skønt gensyn med Angela, Brian, Jojo, Morgan og Emily. Morgan og Emily skal være med i nogle af vores timer, og det er rigtig godt. Noget af dynamikken kan nemlig godt gå tabt, når man sidder med 2-3 elever. Der tilføjer Morgan og Emilys tilstedeværelse en ekstra facet, som også gør det endnu mere interessant at være lærer.

Jeg skal for øvrigt have taget et billede af familien, for når man ser Brian, så tror man, man er rendt ind i Jesus her i Uganda. Og jeg tror næsten, han er ligeså godt et menneske. Det er de nu alle i den familie.

Jeg tror ikke, jeg fik nævnt Jojo sidste gang, jeg skrev om familien Rowe. Jojo – eller Joseph, som han hedder – er en Ugandisk dreng på omkring 3 år, som familien Rowe er værger for. Da de fandt ham, var hans ene ben brækket, en skade, ingen havde gjort noget ved, han var dybt fejlernæret og omsorgssvigtet, og han var blevet misbrugt grusom vis. Familien tog ham til sig med det samme.

Nu kunne man forestille sig, at det ikke ville være et problem at adoptere sådan en dreng, der har haft en – for at sige det mildt – ret hård start på livet.  Hvem vil ikke ønske for ham, at han får nogle forældre, brødre og en søster, der elsker ham? Ja, så nemt er det desværre bare ikke. Familien Rowe kan blive værger for ham, men at adoptere er ualmindeligt svært. De kan også tage ham med til USA på ferie, men han skal tilbage til Uganda. Jamen hvorfor tager de ham så ikke bare med til USA og lader være med til komme tilbage til Uganda? Ja, det kunne de såmænd, men da de har fundet han gennem Uganda Child Care, så ville organisationens omdømme lide ubodelig skade, og dermed ville det blive svært for den at gennemføre det store arbejde, den er skabt til at gøre og som er så nødvendigt hernede.

Så kan I se dilemmaet? Familien Rowe kæmper nu med næb og kløer, så jeg er ikke i tvivl om, at de bliver her til de får lov at adoptere Jojo. Spørgsmålet er bare hvornår.

Ken, der er Maya, Kayla og Ellas far, kom forbi til en fredagssnak sidste fredag. Han havde kun gode ting at fortælle, og han sagde, at både han og Carina er meget glade for, at de har ansat mig. Det betyder selvfølgelig alt, og det gør, at jeg kunne nyde den følgende weekend endnu mere

Og det blev en fed weekend.

Den blev skudt i gang med den ugentlige fredagsbarbecue på Café Frikadellen. Det var en rigtig hyggelig aften, og der blev vendt mange ting og muligheder for ting, jeg skal prøve, mens jeg er her.

Vi har bl.a. talt om white water rafting, som man kan komme på på Den Hvide Nil, der flyder i gennem Uganda.

UCC har også en skole i Congo, hvor vi har talt om at tage til. Det kan jo være noget halvfarligt noget, men jeg kan godt mærke, at soldaten i mig langsomt vågner, for jeg bliver helt tændt på at tage af sted. Det er sådan noget, der er fedt at kunne fortælle børnebørnene om.

Men sig ikke noget til min mor. Hun går helt op i syningenJ.

Hvis nogen af jer har set filmen Machine Gun Preacher, så er I bekendt med en mand, Sam Childers, der har slået sig ned her i Uganda. Ham vil jeg også gerne op at besøge.

Han var en rigtig modbydelig satan, der slog både kone og børn, fixede heroin og slog folk halvt ihjel, og var virkelig det, man på godt jysk kalder træls. Det var indtil han fandt Gud, tog til Uganda og befriede børnesoldater. Han er en levende legende, og ham vil jeg gerne møde.

Forrige weekends højdepunkt var uden tvivl safarien til Lake Mburo National Park. Vi tog af sted tidligt lørdag formiddag og kørte de 2 ½ timer op til nationalparken.

Pumba

Pumba II

Jeg havde læst i en brochure, at der skulle være løver i parken, så vi sad og knipsede med kameraerne ud gennem en lille sprække i vinduet. Vi er jo blevet godt opdraget af Richard Østerballe og Givskud Zoo, så vi vidste godt, at man skal lade være med at være dumdristig. Det kan nemlig tage livet af en. De lokale har imidlertid ikke hørt om Richard Ø., og de fes rundt i parken til fods og på boda-boda (en knallert, man kan praje for en skilling, og som der er titusindvis af hernede). Samtidig glimrede løverne ved deres fravær, så vi blev mere kække. Det skulle senere vise sig næsten at bide mig i røven.

Pumba og Pumba, Jr.

Det var en fed, fed dag, hvor vi så mange forskellige dyr, bl.a. flodheste, fiskeørne, vortesvin og krokodiller. Derudover havnede vi helt tilfældigt i det, jeg forstår ved indbegrebet af Afrika. Det kan I også se billeder af i dette indlæg.

Run Forrest, Run!

Det er så småt begyndt at gå op for mig, at jeg er i Uganda. At det ikke bare er fjorten dage i solen, men at jeg virkelig har muligheden for at se og opleve ting og steder, som man aldrig ville komme til at se, hvis man rejste med Spies eller Kilroy Travel. Derfor vil jeg gøre alt for at få lov til at prøve alt det, som turister aldrig ville komme i nærheden af.

I  skal selvfølgelig nok få det hele at vide

28. september

Der er nu gået endnu en uge, og vi har været her i snart tre uger. Der går længere tid mellem indlæggene herinde, og det vil jeg se, om jeg kan ændre på. Samtidig er nyhedsværdien også faldet en smule, og jeg vil ikke skrive bare for at skrive.

Jeg ved ikke hvilken hjorteart, det er, men de er søde,
og sikkert lækre efter 5-6 timer på grillen

Vi er kommet ind i en hverdag, der dog på ingen måde er kedelig. Jeg er faldet virkelig godt til, og jeg er vild med at være her.

Her kommer konstant nye mennesker på besøg. I denne og sidste uge havde vi besøg af Søren fra Danmark. Han er ung præst i Pinsekirken i Aalborg, og  er eventyrlysten og frisk på Congo ligesom jeg.

Derudover har vi haft besøg af Nanna og Mette fra Aarhus. De læser til ergoterapeuter og skulle egentlig være på et børnehjem. Det gik dog i vasken, og nu er de her hos os. De har fået to senge, som Alex har sat op i stuen. Her er trangt, men det er rigtig hyggeligt.

I fredags havde vi forældredag på skolen. Det var rigtig fedt at have forældrene på besøg og eleverne nød at vise de ting, vi har arbejdet med.

Happy Hippo

Det var også Jespers fødselsdag i fredags, så han gav en øl. Det er den første øl, jeg har fået i Uganda. Det var en Carlsberg, og den smagte fantastisk!

Senere tog vi til barbeque på Café Frikadellen. Det holder altid max!

Lørdag var jeg til coffee shop-åbning. Og nej, det er ikke efter hollandsk forbillede, Cheech & Chong. Vores belgiske islæt, Lenke og hendes mand, har lave en café, der hedder Plot 99. Den har fået navn efter grunden, den ligger på. 

Biiig mama! Læg mærke til ungen foran morens snude.

Hernede bruger man nemlig ikke vejnavne og husnumre på samme måde, som vi gør det i Danmark. Hernede har de fleste en postbox, hvor post bliver indleveret, og grunde kaldes plots. Nå, men vi var til åbning, og det blev en stor overraskelse. Ikke alene er caféen indrettet flot, der er også bygget en udendørs salon med åbne sider og stråtag og udsigt over Masaka. Det er virkelig fedt!

Flodhestedate?

Jeg kunne desværre ikke tage billeder, for jeg har lånt kameraet ud til Alex. Han har været på safari i Queen Elisabeth National Park med en flok tyskere. Jeg tror, han har taget i omegnen af 5000 billeder. Godt, jeg ikke skal sortere demJ.

3. oktober.

Lake Mburo

Så blev jeg også ramt af The Uganda Bug. Alle har vist følt dens klamme favntag, for folk er faldet som fluer de sidste dage. Forkølelse og konstante ture til toilettet. Jeg nyser snot i lianer og gnasker Imodium Plus som slik!

7. oktober

Nu er jeg frisk igen. Jeg nåede lige ugens to sidste skoledage, og det var dejligt at være tilbage. Torsdag aften var Alex og jeg inviteret ud til Ken og Carina. De behøver vel ikke længere en introduktion? Det var en supergod aften i selskab med nogle af de sødeste og mest berejste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Fantastisk. Og jeg fik masser af roser for mit arbejde med deres tre døtre.

Happy Hippo og dens bistre slæng

Fredag var der vanen tro barbecue på Café Frikadellen. Det er et hit, både fordi maden er lækker, men også fordi den lige er prikken over i’et efter en god arbejdsuge. Derudover får jeg også mulighed for at mødes med og tale med andre end dem, jeg omgås til dagligt. Og dem jeg omgås til dagligt får jeg lært at kende på nye måder. Ren win-win!

I går var så dagen, hvor vi tog til Kampala for første gang, siden vi kom til Uganda. Dengang kørte vi også igennem Kampala, men da var alt så nyt, at jeg ikke rigtig kan huske så meget af det.

Denne gang var meget mere hyggelig og afslappet, og vi havde alle tiders dag.

Stik dog den flodhest noget tandtråd!

 Do I have something in my teeth?

Nanna og Mette præsenterer Mr. Vortesvin!

På knæ for at græsse

Ved 7.30-tiden kørte Maja, Jesper, Janine, Lasse, Jonatan, Alex og jeg mod Kampala. Inden vi kørte ind i Kampala byttede Alex og jeg plads, og jeg fik lov at køre i det største trafikale kaos, jeg nogensinde har set. Jeg erkender, at jeg var en smule spændt, men da jeg først havde vænnet mig til den mildt sagt aparte kørestil, der praktiseres i Ugandiske byer, så gik det hele fint.

Vi gik i boghandel og i indkøbscenter og jeg ved ikke hvad. Det var herligt. Her i Masaka den slags en by i Rusland (eller en ply i plusland, som jeg engang kom til at sige i en 40 hestes brandert).

Når vi render rundt hjemme i Danmark, så oplever vi til tider Flyvevåbenets F16-jagere buldre hen over himlen. De er som regel langt oppe, men vi er ikke i tvivl om, at de er der, for det larmer ret voldsomt. Derfor er der regler for, hvor lavt de må flyve over beboede områder.

Det er der ikke i Uganda, og det fandt vi ud af i går.

Vrissen krokodille

Vrisne krokodilles vrisne unger

Pludselig lyder et brag, som var så højt, at folk fór sammen, bilalarmer gik i gang og børn begyndte at græde. Jeg stod under et udhæng i centret og kiggede ud. Jeg kunne nu godt nok kun se et fly i cirka samme højde, som man ser danske jagerfly. Pludselig lyder endnu et brag, nu endnu højere, og nu fandt jeg ud af hvorfor. For dér, max. 75 meter over jorden, flyver et af det ugandiske luftvåbens jagerfly, en Sukhoi Su-30MKK, forbi med fuld efterbrænder. Jeg nåede aldrig at få et billede – desværre. For bilalarmer og skræmte unger til trods, så må jeg sige: det var FEEEDT!!! Det er ren drengerøvsguf!

Derfor måtte jeg også hjem og undersøge, hvad det er for fly. Jeg troede, det var det amerikanskproducerede F15 Eagle, som USA bruger på deres hangarskibe. Det var dog som sagt et Sukhoi Su-30MKK, der er produceret i Rusland. Ja, jeg har jo aldrig været særlig stor tilhænger af alt, hvad der er russisk, men hold nu kæft, hvor ku’ de larme! Og hvis vi lige ser bort fra skoleelever, så kan det jo næsten være en kvalitet i sig selvJ.

Sukhoi Su-30MKK 

Kæk! ALT for kæk!

"Kaldte du mig et svin?! Jeg er et VORTESVIN!!!

Dagen sluttede med Alex’ legendariske banankage, filmen Paul på computeren, og – for mange ikke overraskende – en lur til mig, allerede kort efter filmen var startet.

Nu er det søndag. I morgen hopper vi på toget igen, men inden da står den på kaffe og bløj brøj på Plot 99.

Se lige denne billedserie af babyhippo'en ...

Big daddy!

Det ægte Afrika

Derhjemme er det mændene, der har cykelstyr på overlæben. Her har køerne det på hovedet!

Det ægte Afrika

Vi ses.

 Peace out!