Go!

11. september – Afgang

Lydene! Det er det, jeg først lagde mærke til. I mørket kunne jeg kun ane palmerne, og selvom den fugtige aftenvarme også afslørede sit, så var der faktisk ikke meget, der viste, at vi nu var i Afrika.

Kun lydene! Det var lydene, der først fortalte, at vi nu - efter lang tids spændt venten – endelig er i Uganda.

Cikaderne, der ’synger’ i kor, fortæller rigtig meget, når man som jeg er vant til at høre biler, der suser forbi, eller solsorte og lærker, der synger.

Ja, bilerne kan man ikke undgå at høre i Entebbe, hvor lufthavnen ligger, eller i Kampala, Ugandas hovedstad, men lige dér var jeg ikke i tvivl om, at nu er vi i Afrika.

Tirsdag den 11. september begyndte kl. 03.30. Tingene var blevet pakket aftnen før, og alt var klart. Jeg sagte farvel til Jette og min kære mor, som var kommet til Farum for at sende mig godt af sted, og så kørte onkel Ken mig i lufthavnen.

Jeg checkede min rygsæk og guitar ind, og stillede mig til at vente på familien Franck/Ravn. De ankom, og sammen hentede vi deres bagage.

Jeg syntes, jeg havde pakket meget. Det havde jeg ikke.  Maja og Jesper havde pakket otte (læs: 8) kufferter med alt fra Lego-klodser og smøreost til julegaver og kaffe. Jeg bliver ikke overrasket, hvis de også har pakket and, flæskesteg og ris á la mande;-). Men de har selvfølgelig to børn, som gerne vil have en så-tæt-på-dansk-jul som muligt. Og det er fuldt forståeligt.

Nå, men jeg er jo så rejsepakningens totale underdog, og jeg er stadig spændt på, om jeg har pakket alt det, jeg skal bruge. Det må tiden vise.

Jesper, Maja, Lasse og Jonatan i Bruxelles lufthavn

Vi skulle flyve med Brussels Airlines fra København til Bruxelles og – viste det sig - derfra til Kigali i Rwanda og og så til Entebbe i Uganda.

Som sagt, så skulle vi mellemlande i Rwanda. Jeg ville rigtig gerne have været ud på asfalten for kort at fornemme det land, der har tilladt et af verdens værste og allermest omfattende folkemord i nyere historie. Gad vide, om man ville kunne fornemme den brutale historie i luften?

Man mærker det måske i virkeligheden lige så lidt , som når man går rundt i det Europa, der fuldstændig fejlede dengang i 1994, og som lod uhyrlighederne finde sted uden at gribe ind.

Det forbliver et mysterium, for det var ikke tilladt at stå ud af flyet.

Brussels Airlines har i de forløbne måneder opgraderet kabinerne i de fleste af deres fly, så de bl.a. har fået nye ’slimseats’, der giver en del mere benplads, fordi ryglænene og siddepuden kun er halvt så tykke i dybden som konventionelle sæder.

Til Bruxelles fløj vi i en kun halvfuld, opgraderet Airbus A319, så det var en meget behagelig tur med god plads til alle.

Hvis dét var standarden på den korte tur, så måtte det Airbus A330-200, vi skulle flyve med fra Bruxelles til Uganda da være total luksus …

Æææh, nej!

Det fly var de vist ikke nået til i deres opgradering. For det første var der de konventionelle sæder i, og når man har en ikke-lille røv som mig, så efterlader det ikke megen plads til begejstring. Nogle gange er det bare en forbandelse at have store sædemuskler og kraftige knogler;-D.

Jeg må erkende, at det derfor aldrig rigtig blev en behagelig tur. Heldigvis kom Lasse op forbi og tæskede mig i Cars-kort og Femhundrede. Så gik tiden lidt hurtigere.

Og mon ikke Brussels Airways er nået at opgradere hele deres flåde, når vi skal hjem i slutningen af juni næste år? Det håber jeg for deres skyld. Ellers laver jeg en Ole Thestrup:-D.

Jesper og Maja havde været lidt bekymrede for, hvordan Lasse og Jonatan ville klare den laaange flyvetur. Heldigvis blev den bekymring gjort helt til skamme. De opførte sig simpelthen eksemplarisk. De hujede lidt og susede lidt rundt, men man ville aldrig forvente andet af et par drenge i den alder. De klarede det rigtig flot og var et par englebasser, der bare havde glemt harpen.  Thumbs up for Lasse og Jonatan.

Da vi ankom til Entebbe kom Carsten, som er chefen for Child Care Uganda, og Alex, som er voluntør (frivillig), for at hente os. Jeg præsenterede mig på engelsk til Alex og fik også ført en samtale med ham på engelsk, da han er fra USA …  

Troede jeg …

Da han spurgte mig, hvor jeg var fra, svarede jeg ”I’m from Denmark”.

”Nå, så forstår du nok dansk”, svarede han på pæredansk. Alex er altså IKKE fra USA, som jeg havde fået ind i knolden. Han kommer såmænd fra Haderslev, som jo ikke er helt fremmed for mig, da jeg jo selv har slået mine folder i Sønderjylland.

Nå, men så kunne vi jo more os over det, og så var den is, der evt. måtte have været, brudt.

I stedet for at tage den tre timer lange tur til Masaka, kørte vi ud til et guest house, hvor vi overnattede. I Uganda kører man nemlig ikke efter mørkets frembrud, medmindre der er tale om et absolut nødstilfælde.

Den regel har vi nu allerede brudt. Men det er jo det gode ved regler: de er fedest, når man bryder dem;-).

Vi nåede frem til stedet, hvor vi skulle sove, og efter et bad og en grundig edderkoppe-rekognoscering lå jeg i høkassen med myggenet over mig og helt baldret af en lang flyvetur og nye indtryk faldt jeg i søvn.

12. september

Morgenmad den første dag i Uganda. Fra venstre mod højre: Jesper, Jonatan, Lasse, Maja, Alex og Carsten.

I dag var så dagen, hvor vi kørte til Masaka. Inden da kørte vi igennem Kampala for at handle ind (Hanne Lind).

Til jer, der synes, at den danske trafik kan være helt tosset, kan jeg sige, at det er den overhovedet ikke. Man har ikke set tosset, før man har kørt i Uganda. Udover det faktum, at Uganda er et gammelt britisk protektorat, og man derfor kører i venstre side af vejen, så har jeg aldrig set så crazy kørsel.

Ikke engang da jeg var i Kosovo, hvor man ellers kørte enten med hovedet under armen eller med hovedet oppe i r*ven. Man måtte selv vælge.

Som sagt, så slår det ikke den ugandiske trafik. Der findes et glimrende engelsk ord for ugandernes måde at køre på:

MAYHEM!

Alligevel kan man, hvis man undgår at hive Pepsien ned i lungerne, første gang man gisper af skræk, se en sær logik i deres måde at køre på.

Jeg kørte med Alex, og han er hjemmevant i den ugandiske trafik. Derfor kunne jeg betragte kaosset uden at frygte for mit liv.

Jeg glæder mig, til jeg får lov at køre hernede;-).

Når man kører fra Kampala til Masaka, krydser man Ækvator. "Hey, skat! Jeg kører lige et smut ned på den sydlige halvkugle"

Da vi kom til Masaka, kørte vi til Café Frikadellen, som er Uganda Child Cares restaurant og netcafé, hvor folk kan komme for at spise og bruge internet. Det er meget populært blandt UCC’s medarbejdere, både lokale og internationale. Det er ikke svært at forstå hvorfor. Det smager godt, caféen har vandfilter, så de kan vaske grøntsagerne i rent vand, og så er det rigtig hyggeligt.

Her mødte vi Moses, som er en art administrativ leder. Vi mødte også vores clinical officer (tror jeg, det hedder). Det er hende, der skal sørge for, at vi bliver raske, hvis vi bliver syge. Hun har en uddannelse, der ligger mellem en læges og en sygeplejerskes, og hun kan alt bortset fra at lappe os sammen, hvis vi skulle være så uheldige at knække vores knogler. Hende sætter jeg allerede stor pris på.

Vi har mødt mange mennesker i dag, og jeg kan simpelthen ikke huske alles navne. Det kommer.

Dernæst kørte vi Jesper & Co. op i deres nye hus.

Mit rum. Der er eget toilet og bad 

Hende her bor i min baghave

Og så kom det store øjeblik, hvor vi kørte op til huset, hvor jeg skal bo med Alex (ja, altså ham fra Danmark), Kaylee fra USA (den er god nok; hun er altså fra USA), og en dansk pige, som jeg kun lige har mødt kort.

Jeg har fået et stort, godt værelse med eget toilet og bad, så der er faktisk ikke andet, jeg kunne ønske mig. Det skulle da lige være en stuepige, der kommer og rydder og vasker op og gør rent.

Sammen med ham her

Og det får vi. Hvor er det skørt, at vi får en stuepige. Jeg kan ikke lade være med at have det skidt med, at en lokal skal komme og gøre rent for mig. Jeg har fået at vide, at man ikke skal have det skidt med det, for for stuepigen betyder det arbejde, indkomst og mulighed for at forsørge sin familie.

Ja, jeg skal nu nok alligevel vende mig til det.

 Til aften har vi været hos Carsten, Ruth og deres fem børn, hvor vi fik wraps med det bedste fyld, jeg længe har fået. Grøntsager er bare bedre hernede.

Det var rigtig hyggeligt, og det gav mulighed for at tale lidt mere end der indtil nu har været mulighed for.

I morgen kører vi på introduktionstur. Der er mange af de ansatte fra andre lande (bl.a. USA og Canada), vi skal møde. Ikke mindst glæder jeg mig til at møde Ken og Carina og deres børn Maya, Kayla og Ella, som jeg skal undervise det næste år.

Alt det og meget mere skal I nok kunne læse om herinde.

Kære venner! Nu vil jeg hoppe i kassen. Jeg har lovet, at indlæggene ikke ville blive længere end det første. Den regel har jeg nu brudt. Men hvad var det nu lige, der var med regler … ?

Tak fordi I følger medJ.