Sådan tænkte jeg, da jeg så stillingsopslaget på nettet tilbage i februar.
Jeg var ikke i tvivl om, at det var det job, jeg skulle have efter sommerferien. Jeg skulle være lærer i Uganda.
Men lød det nu ikke som om, jeg var lige en tand for sikker på, at jeg ville få det? Jo, og sikker var jeg ikke på nogen måde. Jeg har altid syntes - og sådan har jeg det stadig - at selvom man er god til noget, så klæder det mennesker at gå ydmygt til opgaven. Ingen af os er så gode, at vi ikke kan lære mere og blive bedre.
Jeg ved, jeg er en ganske god lærer, men jeg ved også, at der er tusindvis af andre meget kompetente lærere derude, som kan ting, jeg ikke kan. Jeg har jo gået på seminariet og arbejdet med mange af jer.
Men denne mulighed var så stor og spændende, at jeg var nødt til at tro på, at jeg ville få jobbet. Jeg undlod at søge andet, jeg kiggede knapt efter andet, for at fortælle min hjerne, at nu var det dette, jeg fokuserede på, og det, jeg ville have. Jeg håbede, troede og sagde til mig selv, at det nok skulle gå.
Jeg havde skrevet en ansøgning, hvor jeg virkelig fik fortalt, hvorfor jeg gerne ville have stillingen, og hvad skolen ville få i mig, og hvad jeg kunne tilbyde. Jeg havde sendt den en uge eller to før ansøgningsfristens udløb, så da fristen nærmede sig, begyndte jeg så småt at blive nervøs.
Sandheden var jo, at selvom jeg havde skrevet det, jeg selv syntes var en god og ærlig ansøgning, så var det langt fra sikkert, at jeg overhovedet ville komme til samtale.
Tiden gik ... Langsomt!
Og så, pludselig, blev jeg ringet op af Carsten, som er chef for Child Care Denmark, der er den fadderskabsorganisation, der driver skolen i Uganda. Han fortalte, at han lige havde ansat et lærerpar, og at de to stillinger, de oprindeligt skulle have besat nu var besat. Grunden til, at han ringede var, at han ville høre, om jeg ville være interesseret i at undervise tre canadiske børn. Dem ville de nemlig også gerne have en lærer til, og derfor ville de oprette en ekstra stilling. Netop som jeg troede, det ikke kunne blive bedre, så fik jeg lige klasket muligheden for at undervise engelsktalende børn lige i fjæset. Så får man ikke et nej fra mig.
Vi aftalte et tidspunkt, og vi ringede af.
Jeg var helt oppe at ringe! Nu var jeg et skridt nærmere jobbet.
I dagene op til jobsamtalen fes jeg rundt i lejligheden, som en tasmansk djævel, for at få min ungkarlehybel op på en hygiejnestandard, hvor nullermændene i det mindste ikke var så store, som de vindhekse, der ruller hen over grusvejene i gamle amerikanske prærielandsbyer.
Dagen kom. Det var en lørdag. Carsten kom besøg, vi talte om løst og fast, han viste billeder og fortalte, hvad de laver i Uganda. Jeg blev mere og mere begejstret, og da Carsten gik, var jeg endnu mere interesseret i jobbet, end jeg var før. Jeg fik at vide, at der ville gå ca. to uger inden jeg ville få besked.
Gisp! To uger?! Det er jo ufatteligt længe, når man helst vil have svaret med det samme. Men som Carsten sagde, så var det forældrene til de canadiske børn, der skulle tage beslutningen om, hvem der skulle være lærer for deres børn. Og dem ville han ikke komme i kontakt med igen, før ca. to uger efter.
Nu kunne jeg kun vente. I mellemtiden søgte jeg job herhjemme. Men kun vikariater indtil sommerferien. Jeg havde jo sagt mit ganske afskyelige vikariat i Hørning op, så jeg skulle finde et nyt.
Og et nyt job, ja, det fandt jeg. I Vojens. Det er et helvede i rejsetid, men kolleger og elever er så søde, at det er det hele værd. Og så får jeg lov at undervise i engelsk.
Tiden gik ... Ja, faktisk langsommere end før. Og der var så meget af den. Da der var gået knap tre uger måtte jeg skrive til Carsten og høre, om de var kommet nærmere en beslutning. Der kom en mail tilbage, at de lige havde brug for et par dage mere. Det skulle de selvfølgelig have, men jeg var ved at hoppe ud af kroppen af bare nervøsitet.
Så skete det endelig! Carsten ringede! Han sagde, at nu var jeg på toppen af listen. Jeg tror faktisk nok, at der var en anden over mig, men hun havde vist fundet andet arbejde. Godt for hende (og mig) ;-).
Det eneste, der nu manglede, var, at de canadiske forældre skulle tale med mig over Skype, så de kunne beslutte sig til, om det var mig, de ville have.
*Gulp*
Jeg blev nervøs. Selvfølgelig ville de se mig, og jeg ville selvfølgelig også meget gerne se dem og præsentere mig selv. Det hele var pludselige bare meget tæt på.
Carsten og jeg aftalte, at jeg ville ringe til dem dagen efter.
Jeg havde aldrig brugt Skype før, så eftermiddagen gik med at sikre mig, at grejet virkede. Det gjorde det (iPhone, du er min bedste elektronikven - dig vil jeg aldrig jailbreake).
Jeg ringede op, og fik fat i Ken og hans kone. Sødere og venligere mennesker skal man lede længe efter. Indtil da havde jeg været ved at skide blå bamser af bare nervøsitet, men den nervøsitet blev gjort helt til skamme. Alt det faglige, jeg havde forberedt, at jeg ville sige blev ikke til noget. De ville bare se mig, tale med mig og høre om mit engelsk var godt nok.
Til slut spørger Ken, hvordan jeg har det med, at de er kristne og selvfølgelig også opdrager deres børn i den tro. Det har jeg det helt fint med, og jeg svarer, at jeg betragter mig selv som kristen, uden dog at være praktiserende i hverdagen, bortset fra en bøn nu og da. Til det svarer Ken:
"Jacob, speaking of prayers; you are the answer to our prayers", og dermed var jeg ansat. Hvem kunne ønske en bedre slutning på en ansættelsessamtale:-)?.
Og sådan gik det til, at jeg skal til Uganda i september og arbejde som lærer i et år.
Puha, det var en lang smøre. Jeg håber, at du ikke er kørt helt sur i det. Jeg lover, at bloggens indlæg vil blive kortere for eftertiden.
