Kære læsere.

Det er med tungt hjerte, jeg skriver dette indlæg. Siden sidst er der sket det tragiske, at en af vores danske venner er blevet slået ihjel i den ugandiske trafik.

Trafikken har – som I har kunnet se i tidligere indlæg – været genstand for forbløffelse, grin, forskrækkelse, måben og alt der imellem. Den 23. oktober mistede trafikken sin uskyld for os danskere. Palle, hans kone og hans datter var på vej hjem fra en fødselsdagsfest, da deres bil blev ramt i Palles side af en overhalende bus, da de skulle svinge ind på en sidevej. Bussen ramte bilen, lige hvor Palle sad.

Harriet og hendes datter, Hope, er selvfølgelig dybt chokerede, og kæmper en daglig kamp for at komme ind i en hverdag uden Palle. De betaler den højeste pris.

For os, der var på sygehuset her Masaka, lige efter ulykken, var det et rystende møde med et ”sygehus”-væsen, der er fundamentalt anderledes end det vi kender fra den vestlige verden. Ligegyldighed og total mangel på fornemmelse for og viden om hvordan man behandler særligt de efterladte, efterlod os måbende , og vi måtte selv foranstalte en form for psykisk førstehjælp. Det gør vi naturligvis hellere end gerne, men vi er ikke professionelle, og beskeden fra sygeplejersken om at ” … nu skal I jo lige sørge for at hun forholder sig roligt, så hun ikke mister besindelsen.”, var prikken over i’et.

Jeg tager mig stadig til hovedet, og det bliver mere og mere tydligt, hvorfor Afrika på mange måder desværre ikke har rejst sig fra århundreders tyranni, diktatur og  dårlig forvaltning af rigdomme. Hvis man har så lidt respekt for menneskeliv og har så lidt empati, hvordan kan så løfte i samlet flok?

Det er desværre ikke det eneste dødsfald, vi har haft. Ruth og Carstens hund, Sofia (som I kan se billeder af i indlægget om min fødselsdag), er også død.

Selvom de to dødsfald på ingen måde tåler sammenligning, så virker det hele bare mere dystert efter Palles alt for tidlige død.

Janine, Alex og jeg kom op til Ruth og Carsten en eftermiddag, og der gik ikke længe inden vi kunne høre, at noget var helt galt med Sofia. Hun hylede og klynkede, så det skar i ørerne.

For de af jer, der har eller har haft hund, så ved I, at hunde skal have det rigtig skidt, før de giver udtryk for det. Sofia var en udehund, så hun var en sej dame, der kun ville klynke sådan, hvis hun virkelig led.

Om det var en forgiftning eller måske rabies, det ved vi ikke. Enden på det blev, at hun døde.

Hernede har man – desværre – et særligt forhold til hunde. Mange tror, at hvis man slår en hund ihjel, så bliver der nedkaldt en forbandelse over en. Derfor ville ’dyrlægen,’ som han skulle forestille, at være heller ikke aflive det stakkels dyr. Derfor endte hun med at dø selv. Det var helt forfærdeligt og grotesk. Vi skulle nok have grebet til Alex’ forslag med at lægge hende i en kasse, og sætte den ene ende af en slang på udstødningen på en af bilerne og den anden ende ind i kassen. Det havde nok været det mest humane.

Men nu er hun heldigvis i hundehimlen. Eller er hun? Vi – Carsten, Kaylee og jeg - havde en heftig diskussion om, hvorvidt hunde (og dyr generelt) kommer i himlen, når de dør. Jeg er jo ikke superkristen. Nok mere lunken kristen, der tror på Gud, Jesus, himmel og det helvede, vi kan skabe for os selv på jorden, hvis vi ikke behandler os selv og andre ordentligt. Jeg tror også på, at Gud og Jesus er bedøvende ligeglade, om jeg beder til dem i kirken, i supermarkedet, på arbejdet, eller lige når jeg skal til at springe ud med faldskærm.

Jeg tror på, at de fleste af os kommer i himlen. De, der ikke gør, er dem, der virkelig har båret sig modbydeligt, ubehageligt og svinsk ad, uden at sige undskyld til dem, det er gået ud over, uden at bede om tilgivelse på øverste etage og uden at forsøge at gøre det bedre næste gang. Hvor de kommer hen, det ved jeg ærlig talt ikke.

Men hvorfor skulle vores kære kæledyr så ikke også komme i himlen? Ingen tanke kunne næsten falde mig mere naturlig, end at der står vovser – store og små, grimme og flotte, dumme og kloge – og venter, når vi en dag kommer op i himlen. Der står også katte og giraffer. Der er også hamstere, der fiser rundt i deres hamsterhjul og kælepythonslanger med julelys i øjnene. Ok, den med slanger er jeg måske lidt i tvivl om. De har jo ikke det bedste ry i Paradis.

Kaylee holdt stædigt på, at dyr ikke har en sjæl, og derfor kommer de ikke i himlen. Hun mener, at de udelukkende er skabt til menneskets fornøjelse, og derfor har de ingen plads i Paradis. Undskyld mig, men jeg kan ikke forstille mig en møgtjans, der kvalificerer mere til en plads i himlen end at være ”skabt til menneskets fornøjelse”.

Hvad mener I, kære venner? Kommer vi til at møde vores gamle kæledyr, når vi engang skal herfra, eller er det bare en romantisk, rosenrød illusion, der brister, når min tid kommer?

Puha, det var to sider om død og eksistentielle spørgsmål. Det er tungt, men det er døden jo også. Palle og Sofia er her ikke mere, men som en eller anden sagde engang, så går livet videre for de levende. Det skylder man de døde.

Og apropos levende, så tvinger denne weekends begivenheder mig til at vende 180 grader og juble fuldstændig over livet og alt, hvad det indebærer af godt og skidt.

Jeg havde den vildeste oplevelse i mit voksne liv i denne weekend. Sandheden er, at jeg troede, at jeg skulle dø lige der i Nilens voldsomme vand. Lad mig fortælle …

Alex’ søster, Lil-Britt, er på besøg her i Uganda. Torsdag aften havde vi ingen planer for weekenden, indtil Alex foreslog, at vi tog den godt fire timer lange køretur fra Masaka, igennem Kampala og videre til Jinja for at river rafte på Den Hvide Nil. Jeg var klar med det samme, og fredag formiddag var det hele på plads. Vi kørte fredag ved 13-tiden og ankom til Jinja godt fire timer senere. Vi overnattede på King Fisher Resort, der er grundlagt af en dansker, og det er et fedt sted. En overnatning i deres lækre hytter, der er bygget med runde afrikanske hytter med stråtag som forbillede, koster 90.000 shilling pr. nat. Det svarer til ca. 210 kroner, og det inkluderer morgenmad. Det er rigtig billigt og rigtig fedt.

Fredag morgen kl. 0730 blev vi hentet af en chauffør, der kørte os den 20 minutter lange tur til Nalubale Raftings område, hvor vi fik udleveret hjelme og redningsveste.

Det hele virkede dybt professionelt og meget afslappet lige fra starten, og selvom jeg var en smule nervøs, så havde jeg en god fornemmelse i kroppen.

Vi var de første, der ankom, men der dukkede efterhånden flere og flere op, og til sidst var vi ti, der skulle på rafting. Der var mennesker fra Danmark, USA, Schweiz, Irland og Sydafrika, så vi var en broget flok. Snakken kom hurtigt i gang, da vi var hoppet op på ladet af lastbilen for at køre mod startstedet.

Da vi nåede frem, sjaskede vi os ind i rigeligt med solcreme, for en hel dag på vandet kan give stegte kropsdele.

En af vores guider, en ugander, der sad og ventede, da vi kom frem, var blevet far for tre uger siden. Han er stor fan af præsident Obama, så det kom sønnike selvfølgelig til at hedde til fornavn. Respekt!

Efter at have fordelt os i to grupper hoppede vi i bådene.

Den anden båd sejler igennem første rapid.

Efter en prøvetur i baljen, øvelser i at komme tilbage i raften og mange andre øvelse, padlede vi mod den første såkaldte rapid. Rapids er de hvide, skumsprøjtende områder, der opstår på en flod, hvor den f.eks. snævrer ind, og der derfor opstår en forskel i, hvor hurtigt vandt løber ind i indsnævringen, og hvor hurtigt det løber ud igen, og hvor der derfor opstår hvirvelstrømme eller voldsomme bølger.

Det kan også være vandfald eller pludselige dybdeforskelle af varierende højde, der skaber en rapid.

Man deler rapids op i forskellige sværhedsgrader. Dem, vi prøvede, var grade 3 til grade 5. 3’ere er en mellemting, og ikke nogen stor udfordring, heller ikke for en total begynder som mig. En 4’er er mere udfordrende, og her bliver man virkelig overdænget med vand. En 5’er er ret voldsom. Her er der stor risiko - eller chance om man vil - for enten at blive slynget ud af båden, eller at båden simpelthen kæntrer. Kig på billederne, og I vil se, hvad jeg mener.

Så er det vores tur. Jeg sidder forrest til højre i raften.

Det månedlige bad!

Det var en vild første rapid

Men det er ikke ovre endnu

Vi er væk et øjeblik

Så er første gang næsten overstået!

Padl! Der blev sagt PADL!

Der findes også 6’ere. Det er de vildeste rapids. Der var en enkelt 6’er på ruten, men vi bar bådene over land, for 6’ere er så voldsomme, at de er livsfarlige selv for øvede raftere. Da vi så den, var det heller ikke svært at forestille sig, hvor galt det kan gå, hvis man har bare en smule lort på styret i stedet for styr på lortet.

Man risikerer simpelthen at blive suget ned i en hvirvelstrøm og blive væltet rundt og rundt som i en vaskemaskine, uden at kunne komme op at få luft. Og Nilen er sgu ligeglad med, om den spytter os ud i live eller om vi stiller træskoene inden. Og vi ville nok ikke være de første der i så fald gjorde det. Altså stillede træskoene i Nilen.

Vi tager lige en til!

En af instruktørerne skulle selvfølgelig prøve det i sin kajak, og det var helt tydeligt, at det ikke var første gang. Hans totalt overlegne stil og legen i vandet var superfedt at se på. Det aftvinger virkelig respekt.

Leg i en grade 6

Leg og blær!

Hjælpebåden, eller The Chicken Boat,
der sejlede rundt med vores grej og folk, der vil have en lidt blidere tur. 

En af guiderne tager en rapid i misundelsesværdig stil!

Hold nu fast, Tyler, din skøre skid!

 Nå, men efter vores lille vandretur, var det på tide at hoppe i bådene igen. Denne gang gik det mod en 5’er, der gik under navnet The Bad Spot.

Jeg siger ikke, jeg var bange, men hvis jeg siger, at min puls kunne regnes ud efter formlen alder + vægt + fødselsår + mors alder i år 2030, så er vi nok ikke helt ved siden af.

Det skulle jo også vise sig, at jeg her skulle få den vildeste oplevelse i mit voksne liv.

Down you go! Se lige bageste kvindes ansigsudtryk. Priceless!

Pyha! Nu blev ansigtsudtrykket bedre!

Vores tur!

Brace yourselves!

Real men do it standing up!

Woohoooo!

Splash!

Going down!

Nu er der ikke kun vand i knæene!

High five til Rainer fra USA efter den crazy tur

Tyler plunges headfirst into the surf. Awesome photo, Tyler :-D

Har man virkelig lyst til at sejle igennem dette i en gummibåd? Ja, hvis man er bimlende vanvittig! AF STEEED!

Monica fra USA i hjælpebåden, inden vi andre sejler igennem The Bad Spot

Vi padlede roligt mod The Bad Spot, og vi fulgte alle kommandoer til punkt og prikke. Vi sætter os på hug i båden, og griber fast i tovet på ydersiden, som vi har lært. Bølgerne er vanvittigt høje, og pludselig er alt bare vådt omkring mig. Jeg mærker ikke, at jeg bliver kastet ud af båden, pludselig er der bare vand overalt. Af bare spænding og adrenalinsus har jeg fuldstændig glemt at tage den dybe indånding, der er så vigtig for at man kan holde vejret, til redningsvesten løfter en op til overfladen. Med den dybe indånding kan man sagtens holde vejret i 30-40 sekunder, selvom man er presset. Bare man ikke går i panik.

The Bad Spot!

Jeps, rimelig bad!

Det her går ikke godt!

Og væk var vi!

Vildt!

Om på siden. Her hopper guiden ned i bunden af raften ...

... og kiler sig fast under pontonen

Væk ryger Alex.

Se lige guiden. Det er sgu sejt, det der!

Jeg er for længst røget af raften.
Læg mærke til foden, der stikker op ad vandet midt for båden. Det er min.

Al sund fornuft sagde, at den raft ville kæntre.
Det gjorde den ikke, hvilket er total overlegent guidearbejde!

Så er raften på ret køl igen. Jeg ligger og panikker nedenunder!

Så er det op at kigge efter skibbrudne.

Alex er kommet op til overfladen. Jeg ligger stadig og er ved at kvabbe nedenunder raften.

Hallo?! Hvem har vi dér? Jeg har lige fået fat i rebet.

I forgrunden til venstre er Lil-Britt blevet samlet op af en kajak. I raften længst væk er vores amerikanske buddy ved at hive mig op i raften

Jeg var under vandet, jeg havde ingen luft, og der var kommet vand i mine lunger, da jeg røg i vandet. Jeg skiftevis hostede med den smule luft, jeg havde, og hev efter mere luft, men jeg fik selvfølgelig kun mere vand.

The Bad Spot er dybt, og jeg have ingen fornemmelse af, hvor langt nede, jeg var. Indtil jeg kunne mærke bådens bund over mig. Det føles som om, den ikke flyttede sig og bare blev lige oven over mig, så jeg ikke kunne komme op.

Den ene af instruktørerne fortalte bagefter, at han kunne se min hjelm komme op under båden igen og igen, og ryge ned igen sammen med båden.

Det eneste rigtige, jeg kunne have gjort, var at have slappet af, ladet redningsvesten gøre sit arbejde, og så var jeg kommet op til overfladen efter max 25 sekunder. I stedet gik jeg totalt i panik, og da båden endelig lå, så jeg kunne komme op, greb jeg fat i rebet og prøvede at få hovedet over bølgerne. Det kunne jeg bare ikke. En båd, der ligger i vandet, presser en masse vand op, når bølgerne rammer den. Derfor kunne jeg stadig ikke trække vejret. Heldigvis var der stadig to tilbage i båden. Guiden, som havde kilet sig fast i bunden (totalt sejt træk, for øvrigt. Se billedet!), og så en af amerikanerne. Han var heldigvis lynhurtig til, at få mig hevet op.

Da jeg endelig var blevet hevet tilbage i båden, lå jeg dér, med røven i vejret og fjæset ned i dørken, og skiftevis bandede og gispede som en vrissen sømand med astma, og takkede min Gud og Skaber for, at jeg trods alt overlevede. Og dét er jeg sikker på, Han hørte. Også selvom jeg ikke sad i kirken.

Det tog mig et minuts tid at få bandet færdig og få takket af. Jeg skal ikke gentage mine besværgelser her, for efter to måneder næsten uden at bande (og I, der kender mig fra Danmark, ved, at jeg bander som en havnearbejder) og en tur i baljen, der kun slås af Hans Hedtofts forlis i Grønland i 1959, stod ederne i kø for at komme ud. Smadremanden fra Zirkus Nemo nåede mig ikke til sokkeholderne lige der.

I mellemtiden var Alex og Lil-Britt, der også var røget over bord, blevet henholdsvis blevet hevet op i vores båd og i redningsbåden. Så var vi alle i sikkerhed igen, og vi kunne padle videre.

Heldigvis skulle vi have pause og have noget at spise og drikke.

Efter et måltid mad og en vand og sodavand, var vi på floden igen. Det var begyndt at regne og tordne. Al barnelærdom fortæller mig, at når det lyner og tordner, så er vandet det værste sted, man kan opholde sig. Det var der tilsyneladende ikke andre, der har hørt om, for vi sejlede bare videre.

Måske er det ligesom dengang, man fik at vide, at øjnene kunne risikere at blive siddende, hvis man gjorde sig skeløjet. Eller at de ville gå i stykker, hvis man sad for tæt på tv’et, eller så tv i mørke. Eller at man blev blind og fik hår i håndfladerne, hvis man onane … Ok, jeg tror, I forstår.

Intet af det er tydeligvis sandt. Jeg har i hvert fald ikke fået hår i håndfladerne endnu!

Efter endnu et par rapids, der heldigvis ikke var lige så sindssyge som The Bad Spot, havde vi et langt, lige stykke tilbage, inden vi skulle i land. Vi fik lov at hoppe i floden og flyde med strømmen. Det var en fantastisk oplevelse. For det første var vandet dejlig varmt. For det andet er det vildt fedt, bare at ligge i vandet, når man har redningsvest på, og bare flyde med strømmen.

Lige der følte jeg mig totalt som flodbror med Moses, som jo også sejlede ned af Nilen. Han gjorde det i en sivkurv i en alder af nul år, jeg gjorde det ca. 4500 år senere i en gul gummibåd i en alder af 35. Same-same, but different.

Streetcred for at tage rapids i en sivkurv!

Da vi igen havde fast grund under fødderne, kunne vi hoppe i noget tørt tøj og hoppe på lastbilen igen. Der var øl og sodavand ad lib. på turen tilbage, og jeg fik mig en enkelt bajer. Det var bedre, end jeg helt kan beskrive.

Nu regnede vi med, at vores trængsler var ovre, for nu var det værste vel overstået?

Nej!

Regnen havde gjort jordvejene til ét stort pløre, og da vejen var meget smal, var det flere gange ved at gå galt, når vi skulle passere modkørende biler. En enkelt gang sad vi fast, og alle de lokale, der arbejdede for firmaet, måtte ud at skubbe, mens os velnærede muzunguer bare sad og hyggede os.

Vi kom dog hurtigt fri, og vi kunne begive os videre. Lige indtil vi skulle passere en lastbil fra et andet raftingselskab. Efter lange overvejelser valgte vores chauffør at køre ud i rabatten. Det skulle imidlertid vise sig, at være et rigtig dumt valg. Det var ikke en rabat, det var en grøft. Den var så pløret, at lastbilen bare sank i og hældte så meget til den ene side, at det var et mirakel, at vi ikke væltede. Og dét er skidt at gøre, når man har mennesker på ladet.

Folk råbte og skreg, og vi forsøgte alle at gribe fast i et eller andet, som vi kunne holde os oppe i.

Heldigvis slap vi med forskrækkelsen. Lastbilen væltede ikke helt. Til gengæld tog det en halv times tid for ti mennesker at få lastbilen tilbage på ret køl. I mellemtiden underholdt vi de lokale børn, der har stimlet sammen om os, for at se, hvad der var sket. Mange af dem havde ikke set et digitalkamera før, så da nogle af de andre tog billeder af dem og bagefter kunne vise dem resultatet på skærmen, jublede ungerne i vilden sky. Tyler, som var en af de amerikanske deltagere, jonglerede med sten for ungerne, og de stod med åben mund og polypper og måbede.

Jeg havde desværre ladet mit kamera blive på hotellet, og det er jeg rigtig træt af. Der var virkelig mulighed for at få nogle fede billeder.

Da lastbilen endelig var kommet fri, hoppede vi om bord, og så kunne hjemturen begynde. Det ville tage mellem halvanden og to timer at komme hjem, og jeg må indrømme, at jeg ikke havde set særlig meget frem til den lange tur hjem. Jeg var træt og øm, og ville helst bare have et bad, et måltid mad og så være hoppet på hovedet i høkassen.

Det skulle dog vise sig at blive en alt andet end kedelig tur.

Det viste sig, at folk var klar på fest, og jeg tror, alle de vilde oplevelser – både på land og vand – havde gjort deres til, at folk var oppe at køre. Jeg fik mig en bajer til og så endnu én, og snart var trætheden og lysten til høkasse væk som dug for solen. Jeg fik sgu nok en lille skid på. Folk hujede, grinede, og vi havde en superfed tur hjem.

Vel hjemme på resortet igen, renvasket og godt brugt lå jeg på sengen og havde mest af alt lyst til at flæbe som et lille barn. Kender I det, at man er så fyldt af indtryk og oplevelser, at man bare flyder over? Det gjorde jeg. Det er meget længe siden, jeg sidst har gjort det, og det var fantastisk at få lov at prøve det igen.

Dagen efter fik vågnede vi med ømme skrog, kan jeg fortælle jer. Godt slidte fik vi en omgang morgenmad, og bagefter kørte vi mod Kampala, hvor vi ville shoppe lidt, for derefter at køre hjem.

Det er klart den vildeste weekend ever, og jeg er helt klar på at komme af sted igen. Min morbror Ken og hans kone, Jette, kommer herned i juni, så jeg vil se, om jeg har held til at lokke dem med. Nu må vi se. Ellers tager jeg en tur selv, for det skal bare prøves igen!

Tak fordi I læser med.

Peace out!