Så blev vejret godt i Danmark igen. Solen bager, og det skal man jo ikke kimse af.
Jeg skulle have kørt taxa på Samsø lige nu. Der var dog ikke mere at lave, så jeg blev sendt hjem. Det havde nogen forudset, uden at sige det til mig. Men sådan er det jo, når kommunikation er en by i Rusland.
Nå, lad nu det ligge. Jeg har til gengæld haft god tid til at pakke lejligheden ned, og det er godt. Det tog liiidt længere tid, end jeg lige havde regnet med.
Kender I det, at man de sidste gange man er flyttet, har stået med en masse ragelse og tænkt:
Hmmm! Skal jeg smide det ud, eller skal jeg bare losse det i kasser og tage det med til den nye lejlighed?
Det kender jeg i hvert fald. Det kostede 4 gange på genbrugspladsen. Tak, drenge og Rikke:-).
Faktisk var der så meget, at selv efter 1. tur på brænderen var hele min entre fyldt - og jeg mener FYLDT - med skrammel, der skulle losses ud.
Der er nu noget helt terapeutisk over at smide en masse ud, som man har holdt fast på, uden egentlig at have brug for det. Gamle blade, papirer, møbler, minder om en god, men svunden tid og hvad ved jeg. Det er som at få ryddet ud i den fysiske og mentale rygsæk, og det er jo ikke så skidt endda. Men det var nu alligevel en overvindelse og lidt trist at se det glittede papir med halvbare, retoucherede M!-damer med plastikkasser og alle trommebladene stævne ud på deres sidste færd mod den forjættede papircontainer.
Alt dette skulle dog vise sig at være godt, for da Sigurd og jeg kørte ud gennem porten på genbrugspladsen, var tanken om trommestikker og gode nødder gledet i baggrunden (trommestikkerne var i hvert fald), og glæden over at begynde et nyt kapitel i mit liv var meget nærværende.
Hjemme var Erik og Kristian begyndt at bære flyttekasser ned på gaden, så da Michael og Niels kom med kassevognen kunne det hele bare fyres ind. Jeg har aldrig set så effektiv og hurtig pakning af en kassevogn. Det er jeg stadig imponeret over, drenge. I er virkelig seje. Vi kørte mod Boxit i Kolding.
Det var seks måbende gutter, der med vantro stod og kiggede ind i det ca. 16 kubikmeter "store" opmagasineringsrum. Ingen af os troede vist, at min lejlighed kunne moses derind.
Der skulle i midlertid vise sig, at vi havde et par habile Tetris-mestre med, der hurtigt viste vejen for os andre. Da jeg kom op til rummet anden gang, var der allerede stablet kasser op ad hele bagvæggen, sengen var sat i spænd, og det hele tegnede pludselig meget mere lyst.
I løbet af ganske kort tid var bilen tømt, rummet fyldt, og bortset fra lidt problemer med at lukke porten, så lykkedes det i fin stil.
Der skal lyde en stor tak til Michael, Sigurd, Kristian, Erik og Niels. Det var sgu for sejt.
Senere stod den på hotdogs og bajere.
Nu betød min tidlige Samsø-exit i midlertid, at jeg stod med et problem. Hvor skulle jeg bo, til jeg skulle afsted? Heldigvis havde jeg talt med onkel Ken, der straks sagde ja til at jeg kunne låne et værelse hos dem. De bor i Farum, så lige nu er jeg faktisk sjællænder. Samtidig har jeg fundet mit et job indtil jeg skal afsted. Lediggang er jo roden til alt ondt, og jeg gider ikke bare flanre rundt derhjemme, så jeg er godt tilfreds.
De næste weekender står den på besøg hos venner og familie, så jeg kan få sagt ordentlig på gensyn.
Folkens! Vi ses i næste indlæg!
Peace out!
