Duen i Afrika: Fest og farver ...

BLACKOUT!

Igen!

Hold nu kæft! tænker man bare, og overvejer, hvorfor afrikanerne ikke rejser sig og kræver, at strøm og internet bliver stabilt og hurtigt.

I Danmark er blackouts sjældne. Jeg kan ikke engang huske, at de skulle være sket oftere i min barndom i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne. Det er jeg altså ret sikker på, jeg ville kunne huske, for jeg var ret bange for mørke dengang.

Strømmen har vi altså haft styr på i mere end tredive år, og man kan undre sig over, at det er så sk*de svært at få det samme til at ske i Afrika.

Jeg tror, sagen er den, at hvor strømmen i Europa er indrettet til de mennesker, der bruger den, så er det i Afrika menneskerne, der har indrettet sig efter strømmen: man bruger kun bærbare computere, der kan oplades og fungere, selv om strømmen forsvinder. Man bruger kun mobiltelefoner, hvor det samme gør sig gældende. Man bruger gaskomfur, som fungerer uafhængig af strøm, så strømafbrydelserne har ikke den samme effekt, som den ville have i Danmark. Det kan selvfølgelig være en fordel, for vi ved jo, at moderne samfund går fuldstændig i stå, når strømmen forsvinder.

Det ændrer imidlertid ikke det faktum, at internettet, og dermed kontakten til verden udenfor Uganda og Afrika, går i stå.

Hør, hvad er nu det?

Internettet er en historie helt for sig selv. Hjemme i Danmark var jeg vant til 50 Mbit og hjemmesider, næsten før jeg havde trykket på enter. Her i Uganda kan man maksimalt få en halv Mbit, næsten uanset hvad man betaler. Og med alt det, folk efterhånden bruger nettet til, så kan man hurtigt strække en halv Mbit til sit yderste. Bare det at opdatere en app på sin iPhone kan tage flere halve timer. Jeg har en engelsk/engelsk-ordbog, der tog flere dage at opdatere. Men det kan bruges til mail, Viber, Skype og Facebook, og det er nok i virkeligheden det, der er det vigtigste, når man er tusindvis af kilometer hjemmefra.

Nu skal det jo ikke være skidt og vrøvl det hele.

En solstrålehistorie hernede er mobilnettet. Det fungerer! Hvor man i Danmark stadig kan finde mange steder, hvor der ikke er mobildækning, så gør det modsatte sig gældende i Uganda. Her findes kun meget få steder, hvor man ikke kan få dækning.

Jamen er det ikke ...?

Da jeg gik på seminariet i Jelling kørte jeg ofte i gennem Grejsdalen med tog, og hver gang var det det samme: ingen mobildækning. Jeg har sågar siddet i toget fra Ringkøbing og ikke haft dækning i over en time af turen. Det er jo fuldstændig vanvittigt!

I Uganda kan man være på safari i de største nationalparker og stadig finde dækning.

Efter denne lille smøre er det vist på tide at fortælle om den sidste tids begivenheder:

Forrige weekend var vi, som jeg har fortalt i et tidligere indlæg, en tur i Kampala. Bilture hernede byder som regel på sjove og spændende oplevelser, ikke mindst på grund af de mildest talt anderledes måder at afvikle trafik på.

Jo, det er nemlig en bus.
Vores lunger takker mange gange!

Politiet er nok næsten det, man med et meget mildt ord kan kalde inkompetent. Derudover er der ikke noget, der hedder syn hvert andet år til biler, der har nået en vis alder. Det udmønter sig ofte i biler (eller tidligere biler, der nu bedre passer under betegnelsen ’kørende lig’), der i virkeligheden er dybt uforsvarlige og livsfarlige at køre i, men som ender med at være et godt grin for os, der ikke skal køre dem. I kan se nogle eksempler her:

Sådan kan man også transportere førerkabinen til en bil: på ladet af en anden bil.
Hvad man ikke kan se, er, at der sidder en mand inde i kabinen. Han ville bare ikke fotograferes

Små krokodiller

Vi har også været på krokodillefarm. De har krokodiller i alle størrelser, lige fra den mindste lillebitte modbydeligt udseende babykrokodille til den største, mest vrisne kleppert, der har sat jeg ved ikke hvor mange mennesker til livs i tiden løb.

Se dem herunder:

"Hey baby!"

"Heeey! How' you doin'?!"

Krokodilleflet

Fedt nok, at I siger det.
En overgang overvejede jeg ellers at fodre dem med mig selv

Et par store banditter. Den ene er 65 år og har guffet adskillige uforsigtige afrikanere i sig.

Den store begivenhed i den tid, der er gået siden sidst, var min 35-års fødselsdag den 12. oktober. Jeg havde inviteret skolens elever, lærere og forældre og mine tre roomies fra voluntørhuset. Vi var omkring 30 mennesker, og det var hyl!

Kamuzinda Farm ligger, ja, ude på landet. Der så jeg ham her. Se, det er altså dét, jeg forstår ved Afrika:
en dreng, der spæner rundt efter et gammelt cykelhjul

Alex og jeg kørte i begyndelsen af ugen ud til Kamuzinda Farm, som er en gård, der er grundlagt af en dansker, og som nu køres af lokale kræfter. Gården leverer bl.a. kød til Café Frikadellen.

Jeg skulle finde en gris, som kunne lade livet og blive til mad til min fest. Jeg fandt en lille, sød grisebasse, som så glad og tilfreds ud, og så valgte jeg den.

Alex skiller Babe ad i hoveddele

Alex and the pork accordion (prøv lige at se crazy ud, Alex :-D)

Vi var også ude at købe øl og sodavand. Det er åndssvagt dyrt her i Uganda i forhold til prisniveauet i øvrigt, men der skulle selvfølgelig ikke mangle noget som helst. Hos ølmanden fik jeg for første gang en prøve på, hvad nogle ugandere gør, for at tjene en ekstra skilling. Han blev ved med at sige:”You are the boss, what do you want?” Jeg sagde, at jeg ikke er nogens boss, at han vel var sin egen boss. Han blev imidlertid ved, samtidig med, at det håndtryk vi havde givet hinanden, da handlen var afsluttet, og som vi stadig ikke have sluppet, blev mere og mere fast. ”What, you want me to carry your bag to the car?”, spurgte han. ”Æh, nej!,” sagde jeg, for vi stod lige bag bilen. Og for øvrigt skal ingen bære rundt på mine ting, det kan jeg godt selv.

Jeg kunne godt mærke en begyndende frustration – og måske endda aggression – fra ølmanden, men jeg fattede ikke en hattefis af, hvad der foregik. Ikke før Alex fortalte mig, at ølmanden prøvede at hive de 500 shilling, jeg havde fået tilbage i forbindelse for købet, ud af mig igen. Han havde båret mine øl ind i bilen, og nu ville han have betalingen.

Her blev festen holdt

Jeg fattede som sagt ingenting, før det hele var overstået, og Alex og jeg kørte ned ad gaden. Længe leve ignorance og godtroenhed. Fordi jeg ikke fattede hvad han ville, fik han ingen penge, og derfor er det nok også sidste gang, han prøver. Og hvis ikke, ja, så ved jeg hvad han vil, og så kan jeg sige nej.

Nu tænker I muligvis, at jeg er nærig, og at jeg ikke vil hjælpe mennesker, der har mindre end mig. Det vil jeg hjertens gerne, men ikke når de selv forsøger at plukke mig. Så er deres chance brugt.

"Stik mig noget kød, ellers vil du fortryde det, mester!"

Nå, men jeg fik mine øl, sodavand og min gris. Nu skulle Babe, den kække gris bare steges i sit eget fedt (og Alex’ legendariske BBQ-marinade).

Aftenen før festen stod Alex og skar grisen ud. Den var blevet slagtet, rengjort og snittet i to halve, så den skulle deles i hoveddele, så den kunne smides på grillen.

På trods af sløve køkkenknive, så var det bare helt vildt sjovt. Der blev bl.a. opfundet et nyt musikinstrument, nemlig The Pork Accordion. Vi var ved at kvæles af grin, da Alex samlede ribbenene op og begyndte at trække dem og trykke sammen som en harmonika. Ja, den lille gris’ død blev vores morskab. Sorry!

"Klogt valg, mester. Meget klogt!"

Jeg havde lånt en grill af Ken, som er mine canadiske elevers far. Derudover havde vi en stor indbygningsgrill, der hvor festen skulle holdes, så der var grillplads nok.

Daniel, Joshua og Morgan (De af jer, der er 30 år og over vil kunne nikke genkendende til de fede retro-Coca-Cola-flasker!

Men det skulle nu hverken gå værre eller bedre, end at vi fik smidt svinet på grillen, inden kullene var brændt færdig. Derfor blev lillegrisen helt sort og hård i huden, og vi måtte vende og vende og vende. Det skal nu siges, at Alex trak det store læs i den forbindelse, og jeg kunne nok ikke have hevet succesen hjem uden hans hjælp! Eller Majas. Eller Jespers. Eller Ruths. Eller Carstens.

Lillegrisen blev lidt sort, men den smagte godt!

TAK!

Det hele endte med at falde i hak. Grisen blev god, alle gæster kom, alle var glade, mest af alle mig.

Ruth havde bagt kage, og ungerne kom ned med dem med lys og stjernekaster i. Det var flot og jeg blev helt blød om hjertet. Som Angela sagde: ”That woman is the queen of all things baked!” I couldn’t agree more!

Forøvrigt blev der sunget fødselsdagssang på hele fem sprog: dansk (fordi vi er danskere), engelsk (fordi vi alle taler engelsk), svensk (fordi Carina, mine canadiske elevers mor, er svensk), fransk (fordi man også taler fransk i Canada) og luganda (det sprog uganderne taler). Det har jeg aldrig prøvet før

Grill-Bill tester en knogle. Godkendt!

Derudover fik jeg de fedeste gaver. Jeg fik bl.a. armbånd, gavekort, deo, en lommelygte og en lysestage. Og så fik jeg det, jeg ønskede mig allermest: en djembe. Feeedt! Hvordan jeg lige får den med hjem, har jeg heldigvis nogle måneder til at finde ud af.

Aftenens sjoveste gave stod Maja, Jesper og Alex for. Jeg fik det fedeste elektroniske børnetrommesæt. Jeg var færdig af grin. Dét er bare en fed gave. Jeg har lige fået batterier til det, og der bliver ikke et roligt øjeblik i weekenden. I hvert fald ikke i de fem minutter jeg tror, det tager, inden det må bukke under for mine svedige licks :-D. Det bliver så cool.

Carina, mine canadiske elevers mor, som man oftest ser hende: glad!

Brian og Angela, mine amerikanske elevers forældre.

Emily fra USA og Maya fra Canada. Begge er mine elever.

Kaylee og Emily, begge fra USA. Kaylee er frivillig hernede

Ud over det, så fik jeg noget, man ikke længere kan få i Danmark, nemlig bogen Tintin i Congo. Og endda i en samlerudgave. Nu spørger I sikkert, hvorfor man ikke kan få dén i Danmark. Det kan man ikke, fordi den er så bundracistisk, at man slet ikke fatter det. Jeg er nu meget glad for den, for selvom den er racistisk, så er den et meget godt billede på, hvordan man så på afrikanerne tilbage i 30’ernes Europa og i kolonierne.

Lasse med madskæg.
Bedre kompliment for maden får man ikke.

Jonatan gik i brædderne. Fødselsdage tærer på kræfterne

Hergé, der har skabt Tintin, tog til Belgisk Congo (det nuværende DR Congo) i 30’erne, og her oplevede han, hvordan overklassens koloniale og ignorante syn på de lokale kom til udtryk i racisme, udnyttelse og undertrykkelse. Det var den gængse opfattelse dengang, og det syn har Hergé tilsyneladende taget til sig. Det er helt tydeligt, når man læser Tintin i Congo. Den er et lille studium i ignorance og forudindtagethed. Og så var det fra Ruth og Carstens side nok en lille hentydning til vores snak om at tage til Congo.

Carsten laver snobrød

Vidste I for øvrigt, at Hergé slet ikke hed Hergé? Han hed i virkeligheden Georges Prosper Rémi, og han underskrev sit arbejde med sine initialer skrevet omvendt, altså ”R.G.”. Når man siger det på fransk, som er et af de sprog, der tales i Belgien, hvor Hergé kom fra, så lyder det som om, man siger Hergé.

Sådan! Så fik I også lidt bonusinfo i dag :-D.

Nu er det ved at være weekend, og der er ikke umiddelbart nogle planer. Det kan selvfølgelig nå at ændre sig. Gør det det, så skal I nok få det at vide herinde.