Kære, trofaste læsere.

Jeg har snydt jer alt for længe. Jeg håber, I kan tilgive mig.

Jeg har ikke skrevet siden november måned. Vi er kommet ind i en rutine, men der sker alligevel hele tiden ting.

Vi er nået forbi halvvejsmærket. Tiden er gået vanvittig hurtigt. Den ene uge tager den anden, og inden jeg ved af det, så er jeg i Danmark igen. Jeg kan godt mærke, at jeg savner jer derhjemme.

Lige omkring jul havde jeg en krise. Da var jeg klar til at pakke mit gode tøj og tage hjem til Danmark. Jeg havde simpelthen brug for at se familie og venner. Jeg gjorde det heldigvis ikke, og det er jeg selvfølgelig godt tilfreds med, for jeg er glad for mit job og mine elever. Jeg ville nu heller ikke kunne lade mine kære elever i stikken, så selvom jeg havde lyst til at tage hjem, så var tanken aldrig rigtig tæt på …

Nu kører det hele slag i slag. Jeg kan stadig have perioder, hvor jeg synes, det er lidt surt, men sådan er det vist for de fleste.

Heldigvis kommer onkel Ken og tante Jette herned i juni. Det er jeg meget glad og taknemmelig for. Jeg glæder mig som en lille knægt.

Sidste nyt er, at Nina måske kommer herned. Hvis vi kan få logistikken til at passe, så kommer hun inden længe. Det ville være fantastisk!

Men tilbage til november, for det er jo der, jeg sluttede sidst. Jeg havde lige været på rafting på Nilen, og det var helt sindssygt.

Vi nåede december, og den måned er jo som regel lidt anderledes end de andre måneder på året.

Skolemæssigt bød december bl.a. på den første skolehjem-samtale. Det er jo aldrig uden en vis form for spænding, for hvordan reagerer forældrene på de ting, man fortæller dem. Der var dog hovedsagelig gode ting at fortælle, så det gik rigtig fint.

Vi havde også juleafslutning. Forældrene var inviteret til om formiddagen, og der blev klippet, klistret, limet og hygget til den helt store guldmedalje.

Jeg forsøgte mig med julehjerter. Det gik mindre godt. Jeg tror ikke, jeg har flettet julehjerter siden min salig mormor var i live, og hun arrangerede juleklip for os unger. Det er i hvert fald tyve år siden, og sikkert også mere. Det kunne man godt se. Jeg fik flettet en pjalt af et hjerte, men op kom det, sammen med alt det andet julepynt, og skolen endte med at blive helt julet.

Vi fik juleferie den 21. december. Det var tiltrængt. Hernede har vi to ferier i den tid, vi er her: juleferie og påskeferie. Jeg kunne godt mærke, at juleferien faldt på et tørt sted, og som på enhver anden danske skole, så skulle den sparkes i gang med en julefrokost.

Maja, Jesper, Alex og jeg samledes om eftermiddagen i Jesper og Majas hus, og så var der fest med alt, hvad der hører til: fiskefilet, frikadeller, rugbrød, ris á la mande og jeg ved ikke hvad. Når jeg lukkede øjnene, kunne jeg se sneen dale uden for vinduet, så fantastisk realistisk var det.

Glemte jeg at sige, at der var alkohol? Alex og jeg havde trawlet Masakas butikker for vodka, Bailey’s og ikke mindst Malibu. Der var dømt teenage-/Underhus-/kaffe-Bailey’s-fest (de af jer, der har gået på seminariet i Jelling ved, hvad jeg mener).

Vi holdt nu ikke så længe. Tre måneders nye indtryk (og ikke mindst en uhyrligt dårlig drikkeform) havde gjort sit, så vi var allerede tidligt godt gammeldags smadrede.

Vi nåede dog at danse om nylontræ og spille på mit fantastiske børnetrommesæt, jeg fik til min fødselsdag. Det var hyl :-D!

Dagen efter spillede vi julekoncert på Plot 99. Brian, Karl, Ken, Alex og jeg spillede og det store publikum sang. Folk var glade, og vi var alle klar på spaß und juleferie. Det var en superstart på ferien, og der er ikke noget bedre end at spille musik med gode mennesker J.

Så blev det jul. Jeg havde været en smule spændt på, hvordan den ville blive. Jeg har altid holdt jul sammen med familien, men i år skulle jeg holde den 7000 km hjemmefra.

Vi begyndte med at spise julemiddag på Café Frikadellen. Der var alt, hvad hjertet begærer af dansk julemad, så der var ikke et øje tørt. Jeg vandt selvfølgelig mandelgaven.

Alex og jeg og den nye voluntør, Daniel, var inviteret op til Ruth og Carsten til juleaften, og det var præcis som jul i Danmark: træ, gaver, adventskrans og hygge.

Alex og jeg havde købt en julegave til Daniel, så han følte sig velkommen. Daniel er vores ubestridt største kaffedrikker – vi kalder ham mokkabaronen – så han skulle selvfølgelig have sin helt egen kop. Alex havde fundet en afskyelighed af en blomsterkop, og den var blevet pakket SÅ flot ind, så vi var sikre på, at den ville falde i god jord. Vi tog fejl!

Daniel var slet ikke så begejstret for koppens lidet skønne blomsterdesign, som vi var. Det kunne vi slet ikke forstå. Nogle ting er bare så grimme, at man slet ikke kan lade være med at elske dem. Sådan er den kop. Men Daniel var lidt vrissen. Han syntes åbenbart ikke, den var så maskulin, som han mente, den skulle være for at afspejle hans egen maskulinitet.

Der kommer et tidspunkt,  når man når en vis alder, hvor man godt kan drikke af en blomstret kop eller køre i en lyseblå bil, uden at ens maskulinitet lider et knæk. Den alder har Daniel ikke nået endnu. Men han er også kun 22 :-D.

Nytåret tilbragte jeg sammen med Maja, Jesper, ungerne, Jespers søster og hendes kæreste. Det var rigtig hyggeligt, og der blev spillet dansk pop på guitaren og plastiktrommesættet. Det er jo slet ikke så skidt, og 2013 blev åbnet på behørig vis, med et minimum af fyrværkeriskader.

Selvom den del af skoleåret, der ligger efter jul, er det længste, så er det som regel den del, der går hurtigst. Sådan er det også hernede.

Tiden går uhørt hurtigt. Vi er allerede i marts, og før vi ved af det, så er det påskeferie., og så skal vi hjem til Danmark igen. Jeg må sige, at jeg glæder mig rigtig meget. Jeg er vild med at være her, og jeg får lov at opleve vildt meget. Ikke mindst med mine canadiske forældre og elever. Mere om det senere …

Nå, hvor kom vi til?

Jo, januar kom, og det var lidt tungt for alle at komme i gang igen. Det kunne mærkes på både elever som lærere.

Det er jo helt tydligt, når man følger med i nyhederne, at mange synes, at lærere har mange ferier, og på nogle måder er det rigtig. Hernede har jeg dog set, hvor hårdt det kan være, ikke mindst for eleverne, ikke at have de ferier, vi har hjemme i Danmark. Hjernen skal simpelthen have fri ind i mellem.

Heldigvis har vi mulighed for at tage nogle fridage, hvis man skal noget, og det hjælper rigtig meget.

Januar var måneden, hvor min buddy og trofaste makker, Alex, tog hjem til Danmark. Det har været fantastisk at have en, jeg har kunnet snakke med, grine med, brokke mig med og være på ture med. Alex var den, der introducerede mig for rigtig mange af de mennesker her i Uganda, som jeg er kommet til at holde rigtig meget af. Alex er selv en af dem. Han har vist mig, hvordan man klarer sig i Uganda, hvor man køber ting, hvem man går til og hvad man gør og ikke gør. Jeg har sat virkelig stor pris på hans venlige og åbne væremåde, og han er en af de primære årsager til, at jeg ikke har følt mig alene hernede. Tak, Alex. Du er rigtig savnet.

The Awesome Quintet at Alex's farewell party
Fra venstre: Ken, Brian, Alex, mig, Karl

Januar bød på åbningen af en ny legeplads på babyhjemmet.

Den bragte utrolig lykke, og sammen med det slik og de sodavand, som børnene fik, så var det bare en af årets bedste dage for de kære små. På skolen gjorde vi en tur ud af det for eleverne, så de også kommer ud at opleve andres glæde. De var også vilde med legepladsen, og sammen med babyhjemmets børn fik de indviet legepladsen godt og grundigt.

Se billederne herunder …

Intet er mere fantastisk, end når man ser sit eget spejlbillede for første gang

Wazzuuuup! Jeg har også et!

Når man ikke er helt tryg ved situationen, så er det godt at have sin tommelfinger

Søren og Priscilla

Hey folkens! Er I nu sikre på, den her rutchebane er er e-mærket og godkendt af EU?

Man skal faktisk være lidt modig, når det er første gang, man sidder på en rutchebane ...

Men det går

Kayla giver den gas i the monkey bars. Hun er ret skrap til det ...

Den nye gynge

3, 2, 1, rutch!

Det er fedt at hænge ud i fællesgyngen

Forrest fra venstre: Kayla og Esther
Bagest fra venstre: Jojo, Mirjam og Ella

Ungerne på babyhjemmet fik sodavand og slik. De var lykkelige.
Bagefter var der dog dømt luft i maven og hyperenergiske børn! 

Hope og Louise. Hope er handicappet, men har udviklet sig helt enormt, mens jeg har været her. Da jeg kom, kunne hun ikke gå selv, og jeg nærmest bar hende ud i solen. Som I kan se, kan hun gå selv med en smule hjælp fra Louise.

Nej, det er ikke køen til toiletterne, det er køen til slik og sodavand.
Men bagefter var det køen til toiletterne

En dag tog vi ud til et et par skoler, hvor organisationen har fadderbørn. De hedder God's Grace og White Angel. Der skulle deles Lego og bluser ud. Bagefter tog vi ud til en fiskerlandsby ved Victoriasøen, hvor der ligger en skole som Moses - UCC's administrative leder - er med til at køre.

En ordentlig krabat

Her så vi glade, men meget fattige børn, og vi spiste fisk fanget i søen og friturestegt helt i smadder. Det er meningen, at man skal suge øjnene ud og spise dem. Jeg nøjedes nu med at pille øjet ud. Men spise det, det gjorde jeg.

Jesper er meget skræmmende. Fisken er helt friturestegt af forskrækkelse

Moses prøver også. Han er også skræmmende, kan man se.
Fisken er faldet helt fra hinanden af forskrækkelse

Jeg prøver med looove! Samme udfald: fisken bliver stiv og friturestegt af skræk. De er vist ikke vant til mennesker ... 

Ananasplanter

Fiskere ved Victoriasøen

Skolen.
Hvis det ikke var fordi, det var så fattigt, så ville jeg ikke have noget imod at have den udsigt på arbejdet ...

Fiskere og deres både. Manden til venstre bærer på en klase matoke-bananer. De er ikke søde, men derimod uden synderlig smag overhovedet. De bruges til at lave en særlig slags bananmos, som indgår i de fleste Uganderes daglige fødeindtag. Det er billigt, og det fylder ...

Et af børnene i landsbyen

Et hus i fiskerlandsbyen. Man fatter slet ikke, hvordan mennesker  kan bo sådan. Det værste er, at nogle mennesker bor værre ...

En seng. Mon den er købt på bud i Jysk?

Ungerne gav os et sangnummer, og så stillede de op til foto

En mønttelefon

Ungerne får Lego

Lego

Eleverne på en af skolerne

Nårh ...

Et af mine favoritbilleder

African Yggdrasil

En morgen i januar vågnede jeg med ondt i bisserne. Eller en enkelt bisse. Det buldrede og bragede, når jeg drak noget koldt. Til sidst måtte jeg erkende, at eneste udvej var en tur til tandlægen.

Ja, og hvordan er det mon så at gå til tandlæge i Uganda? Nogle af jer har nok set filmen Cast Away, hvor Tom Hanks styrter ned med et fly og driver i land på en øde ø. Her udvikler han en tandpine, som han afhjælper ved at stemme klingen fra en skøjte med sin tand og slå på klingen med en sten, til tanden ryger ud.

Er det sådan, I tror det er?

I har heldigvis fuldstændig uret :-D.

Jesper og jeg kørte til Kampala, så vi havde GOD tid. Troede vi. Kampala er almindeligvis et trafikalt helvede. Denne dag dog en undtagelse, i den forstand, at det var meget værre. Dét kombineret med det faktum, at vi kørte forkert, gjorde, at jeg sad og råbte de værst eder og vist også kom til at give fingeren til en anden trafikant. Det var ren road rage!

Vi fandt det dog, og jeg kom kun tre kvarter for sent.

Det, der mødte mig, var en tandlægeklinik, der er fuldt på højde med en dansk tandlægeklinik. Jeg blev behandlet af Dr. Patrick, og det var til UG, kryds og slange. Ingen slinger i valsen, og regningen lød på en tredjedel af, hvad den ville i Danmark. Det var ren win/win, og mine pløkker kan nu holde endnu et årti eller to.

Som I ved, så er jeg så heldig at være ansat af et canadisk ægtepar, som virkelig er nogle af det sødeste og beundringsværdige mennesker, jeg har mødt. De er meget opmærksomme på, at jeg er hernede alene, og derfor gør de meget ud af at invitere mig med til de ture, de tager på. Det gjorde de denne weekend.

De skulle til det vestlige Uganda for at vurdere en skole, som ansøgte om penge. Det var en lang tur, så de ville gøre en campingtur af den.

Et par dage før var jeg blevet småsyg, og dagen før afrejse brød det ud i et inferno af tårer, snot og bihulebetændelse. Jeg havde opgivet at komme med på turen, og jeg ringede til Kezia –

vores medical officer – og klagede min nød.

Hun kom forbi med en stak piller, som jeg fik besked på at æde, så det gjorde jeg, og så fes jeg ind under dynen og var ynkelig.

Det skulle dog vise sig, at det var en meget potent medicincocktail, jeg havde taget, for allerede om aftenen havde jeg det meget bedre, og næste morgen var jeg næsten mig selv igen.

Jeg ringede til Ken og gav ham de gode nyheder. Han kom forbi, vi pakkede bilen og kørte til The Timothy Centre, hvor canadierne bor.

Da vi havde fået alt vores grej most ned i ladet på bilen, kørte vi på eventyr. Og det skulle vise sig, at vi fik noget mere eventyr, end vi havde regnet med.

Vi satte kurs mod Queen Elizabeth National Park.

Jeg vidste ikke, at Uganda har en stor theproduktion. Det har de, og her er en af markerne

Turen til skolen var for lang til, at vi kunne tage turen i ét hug. Derfor skulle vi overnatte på King Fisher Lodge, som skulle vise sig at have den mest fantastiske udsigt, jeg nogensinde har set.

Fra mit værelse, som lå på en bakkeside, havde jeg udsigt over Rift Valley, som er en kæmpe forkastning i jordskorpen, der er blevet til savanne. Desværre brænder man savanne og skov af for tiden, så jorden var helt sveden, og luften var fuld af røg. Det kan man se på billederne, men jeg havde nu alligevel en fantastisk udsigt.

Efter et hurtigt skyl og et tøjskifte kørte vi på safari.

Ganske hurtigt så vi en enlig elefant, der stod og gnaskede blade i sig, og snart efter så vi en til. Maja og Jesper har fortalt om deres møder med store flokke af elefanter, der buldrer og brager og truer og er aggressive. Dem så vi ikke. De to vi så, var fromme som lam. Det var nu ok, nu havde jeg set levende elefanter i Afrika for første gang i mit liv, så jeg var tilfreds.

Den ensomme elefant ...

er lidt mut ...

Men så kommer den til at tænke på Michael Jackson i Smooth Criminal

Indtil denne weekend havde jeg kun været i Lake Mburo National Park. Den er ikke så stor, og der er ikke løver og elefanter. Til gengæld er der tonsvis af dyr, og man kører ikke to minutter uden at se enten vortesvin, gazeller og andet godt fra savannen.

Queen Elizabeth er enorm i forhold til Lake Mburo. Her er både løver og elefanter. Til gengæld er der noget længere mellem dyrene, og derfor kan især løverne være svære at finde.

Da vi havde kørt rundt i parken i et par timer, hvor vi havde set rigtig mange dyr, fandt vi ved et tilfælde en guide, der lige havde fået fri. Vi spurgte, om han ville hjælpe os med at finde løver. Det ville han gerne, men da vi sat seks mennesker i bilen, spurgte Ken, om han havde noget imod sidde på ladet? Det havde han ikke, og jeg tror faktisk ikke, at hverken han eller vi troede, at vi ville komme så tæt på løverne, at det ville blive et problem, at han sad på ladet.

Løverne plejer nemlig at holde sig inde i græsset, og da det ikke er tilladt at køre væk fra vejene, ser man dem som regel kun på afstand.

Gazeller ... Tror jeg nok

Flere

Waterbuck

Den regel skulle dog snart blive brudt …

Efter ganske kort tids kørsel, slår guiden på taget og beder os om at stoppe. I et kaktustræ har han opdaget en løve, der ligger og daser. Det er om muligt endnu mere usædvanligt end at se løver i græsset. Da en af de andre biler kører ind i græsset for at komme tæt på løven, giver guiden os lov til at følge efter. Vi kører derind, og vi får nogle rigtig gode billeder af løven.

Det skal dog gå hurtigt, og efter at have fyret løs i ti til femten sekunder, ruller vi ud væk fra træet igen.

Vi fortsatte, og vi var helt oppe at køre, for vi havde lige fået superfede billeder af en løve. Det var lige, hvad vi ønskede os, og faktisk er vi klar til at smutte hjem.

Chillin' ...

... In da tree

Men turen var kun lige begyndt …

Pludselig ser guiden to løver, der stikker hovederne op ca. 50 meter fra vejen. Vi spørger, om vi må køre derind, men han er ikke meget for det. Hvis vi bliver opdaget, så får vi en bøde, og han risikerer at miste sit job.

Efter nogle overvejelser giver han os dog lov til at køre hen til løverne. Imens Ken kører, fyrer Carina og jeg billeder af, som om vi aldrig havde lavet andet. Det er skide spændende, og jeg får nogle fede billeder af en løve, der lige har nedlagt et bytte, og som kommer gående med et blodigt lårben mellem tænderne.

Vi er alle helt fokuserede på de løver, vi så, da vi kørte ude på vejen.

En løvinde i græsset

Løvinde med GPS-halsbånd, så parkens personale kan følge hendes færden og adfærd

En ung løve med bytte i gabet

Whatcha lookin' at?

Mom! Can I please eat that man?

Heldigvis er guiden noget mere årvågen …

Pludselig hamrer han i taget, mens han med vild panik i stemmen råber: ”DRIVE, DRIVE, DRIVE!”

Det viser sig, at der ikke kun var to-tre løver inde i græsset, men at vi derimod var kørt ind midt i en flok på otte-ti løver. Et par af dem var næsten nyfødte unger. Løvinder er aggressive, når de er sultne og jager, og når de beskytter deres unger.

Ken råber:”Where?”

Det er helt tydeligt, at guiden er i total panik, da han råber: ”JUST DRIVE!”

Vi holder helt stille, og Ken kæmper med gearskiftet. Han hiver og slider og ender med at få den i 3.  Bilen brummer lidt og er lige ved at drukne.

Vi er alle i total panik, og jeg skiftevis råber til Ken, at han skal køre og til guiden, at han skal komme ind i bilen.

Ken hiver og slider igen i gearstangen, og endelig kommer den i 1. Han hamrer sømmet i bund, og ræser efter bedste evne rundt i det høje græs mellem myretuer, termitboer og med en vrissen løvinde lige i hælene.

Efter noget, der føles som mange, lange minutter, men som nok kun var ganske få sekunder, begynder guiden tale normalt igen, og han fortæller Ken, hvor han skal køre hen. Efter et par minutter beder han os om at stoppe, og han hopper ind i bilen. Ja, der var lige pludselig rigelig med plads.

Han fortalte, hvorfor han ikke kom ind i bilen med det samme. Havde han forsøgt at komme ind i bilen, mens løven havde jagtet os, så havde den forsøgt at få fat i ham, og som han sagde: ”Det ville nok lykkes for den!”

Heldigvis havde flokken lige spist, og løvinden ville nok bare skræmme os væk fra ungerne. Havde de ikke lige spist, så … Ja, den tanke har jeg slet ikke lyst til at tænke til ende.

Guiden havde endt sine dage som løvemad, og vi var endt i fængsel. Tanken om at være skyld i et andet menneskes død, fordi der ikke lige var plads nok i bilen, er ikke til at bære, og jeg må erkende, at selvom jeg ikke beder til Gud hver og hver anden dag, så bad jeg en stille bøn, og takkede for, at alle – IKKE mindst guiden – kom tilbage i god behold.

Efter at have sat guiden af og efter at have givet ham drikkepenge, der dog på ingen måde stod mål med det, han lige havde haft på spil (for hvad er nok, når man lige har sat livet på spil?), kørte vi hjem til hotellet.

Efter aftensmaden og et par øl, gik vi hver til sit og hoppede i høkassen.

Mine canadiske elever og forældre
Fra venstre med uret: Maya, Ken, Kayla, Carina og Ella (øllen helt til venstre er altså min og ikke Mayas).

Dagen efter stod den på skolebesøg. Vi kørte mod byen Fort Portal, som ligger lige i nærheden af skolen.

Vi kørte, og vi kørte, og vi kørte.

Så tæt på Congo

Her kan de godt lide at spille kort med sig selv

Jo, den er god nok: han har spændt en spillevende gris bag på sin boda-boda.
Hér er tale om at få flæsket luftet

Udsigt til Rwenzori-bjergene

Jo længere vestpå vi kom, jo smukkere og mere rent blev der, og jo bedre blev vejene.

Her i Masaka er vejene hullede og – i bedste fald – en plage for trafikken. I de fleste tilfælde er de dog direkte farlige.

Og mængden af skidt og affald i gaderne er et kapitel helt for sig selv. Her er virkelig beskidt. Og det er som om befolkningen bare finder sig i det.

I Danmark ville folk ringe til kommunen og råbe og skrige og skabe sig, hvis det blev bare tilnærmelsesvis så slemt som her. Forestil jer gaderne efter karneval i Aalborg, eller efter en landskamp i Parken. Eller marken efter Jellingfestival eller Roskildefestival. Sådan er gaderne her i Masaka hver dag.

Men i det vestlige Uganda er det helt anderledes. Det var en fantastisk oplevelse. Vejene er helt nye, og der er rent.

Vi kørte som sagt længe, og det gik op, op, op. Vi havde nået Rwenzori-bjergene. Her lever blandt andet bjerggorillaer. Det er nu i en helt anden del af bjergkæden, så dem så vi ikke.

Pludselig havde vi nået toppen, og foran os lå det mest fantastiske landskab, jeg nogensinde har set.

Dale og bjergsider med palmer og grønne træer, så langt øjet rakte (eventyrretorik, når det er bedst). Vi var helt betagede, og knipsede løs, det bedste, vi havde lært.

Da vi nåede bunden, var vi helt begejstrede. Sikke en tur.

Snart nåede vi ud til byen, hvor skolen skulle ligge, og efter at have spurgt om vej hos et par stykker, fandt vi frem til skolen.

Som altid, så vækker det opsigt, når den tykke, hvide muzungu (læs: mig) kommer forbi. Der findes ikke særlig mange afrikanere, der er i god foderstand, så når jeg kommer med min kampvægt på den gode side af 100 kg., så hujer og hviner alle.

Det skete også her, og det er nu meget sjovt.

Skolen bestod af tre klasselokaler, som i virkeligheden bare var tre træbåse, hvor der var ca. 40 elever i hver.

Derudover var der en lille lærerbygning og en lillebitte kontorbygning.

Ken skulle vurdere, om skolen var et seriøst projekt, der skulle have penge. Alle virkede meget glade, professionelle og entusiastiske, så jeg tror – uden at vide det – at der bliver doneret en sum penge til skolen.

Lærerværelset

Et par af eleverne ved et af klasselokalerne.
Der er næppe problemer med dårligt indeklima

Selvom skolen ikke råder over fantastiske lokaler, så er der stadig en streng dresscode. Alle har skoleuniform på.

En af skolens naboer. Tøjet står i skærende kontrast til de fine, rene skoleuniformer.

Ken taler med ledelsen

Carina nusser skoleinspektørens utrolig nuttede, nyfødte datter

Mine elever, Kayla og Ella ...

... og Maya

En af skolens elever

Efter besøget på skolen, fik vi fat i noget brænde, og så satte vi kurs mod en campingplads, Carina havde fundet i Lonely Planets rejseguide over Østafrika.

The real Africa

”Camping i Uganda? Kan man det?”, er der måske nogle af jer, der tænker. Det gjorde jeg også. Det var da også med en vis form for skepsis, at vi kørte ind på campingpladsen.

Hvordan skal man vaske sig? Hvordan kommer man på toilet? Hvordan klarer man varmen, når man sover i telt?

Altså, det er jo ikke fordi, jeg ikke har klaret både bummelum og afvaskninger i naturen før. I min tid i Livgarden har jeg taget utallige, isnende kolde ”bade” i feltflasken, og jeg har været på masser af spadepatruljer (bummelum i et hul), så jeg kan sagtens klare mig i naturen. Men man bliver bare lidt mere magelig med alderen.

Vi blev dog meget positivt overraskede. Ikke alene var der brusere, der var også rigtige lokummer med porcelænstroner. Der var dig ikke vand i lokummerne, for i stedet for en vandlås, så var der bare hul direkte ned i jorden.

Kald mig sippet, men jeg placerer ikke måsen over et dybt, dybt hul, hvor der er direkte adgang til andres bims. Det er ikke fordi, jeg tror, der kommer en bimseslange op og bider mig i  mellemkødet, jeg bryder mig bare ikke om, at placere min mås lige over intetheden.

Hvad gør man så? Man lader måsen svæve over kummen, og så håber man på, at har regnet hoved-/røv-/tøndeafstand rigtig ud.  Det gik heldigvis godt, så jeg kom ikke hjem med campingmave.

Firestarter

Fordi vi boede nede i dalen, var der næsten ingen vind. Til gengæld var det nærmest sygelig varmt. Og der var ingen skygge. Fra omkring kl. 10 til omkring kl. 18 var det så varmt, at vi kun kunne ligge som strandede hvaler og stønne.

Derfor hoppede vi i bilen og kørte ind i den safaripark, som campingpladsen hørte til.

Me Tarzan, you ... No, wait ... something ain't right!

Hey! Ja, dig, den blege! Hvis jeg nu trækker i den her gren, tager du så et billede? Fedt nok! Ka' jeg få en kopi?

Hey, what do you mean I got poo on my shoulder?

Den var nu helt brændt af, så de eneste dyr vi så  var nogle gazeller og nogle bavianer.

Vi kørte ud til en så, der hedder Lake Albert. Da vi kom ud til søen, kørte vi direkte ind i en af de mest fattige byer, jeg har set her i Uganda. Den var virkelig ussel og beskidt, og folk var – ganske usædvanligt – ikke særlig venlig stemte over for os. Vi var der i et kvarters tid, men da folk blev ved med at stirre på os som gribbe, der stirrer på et døende dyr, så fik vi børnene i bilen og kom af sted.

Vi kørte ud til et resort, der ifølge hjemmesiden kostede 480 dollar pr. nat. Vi ville høre, om de havde en pool, vi kunne få lov at bruge, for det var så varmt, at selv når man rullede bilvinduet ned og stak armen ud, så brændte luften, selvom vi kørte.

Resortet så vildt lækkert og eksklusivt ud udefra, og vi var så klar til at kaste os i poolen. Hovedbygningen var virkelig fantastisk, og det var som at træde ind i en tidslomme. Afrikansk kunst, afrikanske møbler og alt det, man forbinder med afrikansk luksus tilsat en fantastisk udsigt over regnskoven, gjorde, at vi et kort sekund overvejede at droppe campingpladsen og flytte til resortet.

Det skulle dog vise sig, at det var langt fra fordums storhed. Alt andet end hovedbygningen var nedslidt, misligholdt og i generel dårlig stand.

And the Ugliest Feathered Creature With Skinny Legs Award goes to ...

... Marabou!
Yaaay, I can't believe I won. You really love me. You really, really love me. Ok, I'd like to thank my agent for all the great work she's done for me. I'd also like to thank my mom for giving birth to the egg I hatched from. I know I was an unusually big egg, and for that I am sorry. I was also an annoying and ugly child, but now I've really grown and matured and I feel I'm on a roll. 

Poolen var fyldt og ”fully operational”, som portieren sagde. Men da vi så den, måtte vi sande, at medmindre vi ønskede at komme hjem med hepatitis A, tyfus og ebola, så skulle ingen af os i dén pool.

Heldigvis havde vi vores campingplads, og vi tog tilbage og havde et par rigtig hyggelige dage og aftener med bål, guitarspil og hygge. Det var alle tiders, og helt klart at foretrække frem for et trist hotelværelse.

I skrivende stund er der godt fjorten dage til næste eventyr. Den 28. tager jeg efter planen med canadierne til Kenya, hvor Ken skal vurdere et projekt for Red Barnet. Vi bliver en stor flok, der tager af sted, og hvis planen holder, så skal vi på safari i Masai Maara, som er en af Afrikas største og bedste nationalparker. Her kan man se The Big 5 (løve, elefant, bøffel, leopard og næsehorn). Det bliver helt vildt, og jeg glæder mig som en lille purk J.

Det var alt for nu. Jeg lover, at næste blogindlæg ikke vil være så længe undervejs, som dette har været.

Tak fordi I læser med.

Peace out!