Så kom vi i gang ...

Hej igen, kære bloglæsere.

Nu er det nogle dage siden, jeg sidst har skrevet. Det har den helt naturlige årsag, at vi er begyndt at undervise. Indtil nu har vi jo bare nydt Afrika.

Arbejdet tager selvfølgelig en del af vores tid, og jeg kan godt mærke, at der også lige er et dyk i mit behov for at være social om aftenen. Det regner jeg nu med ændrer sig igen, så snart vi er kommet ind i en rutine. Jeg har jo allerede mødt så mange søde og spændende mennesker som jeg absolut har tænkt mig at se meget mere til.

Derudover er vi jo - som jeg tidligere har nævnt - fire mennesker her i voluntørhuset. Det dækker også en del af behovet for at være social. Vi går godt i spænd, på trods af at vi rent aldersmæssigt ligger ret forskelligt:

-       - Janine fra Danmark er 17, og hun er dermed vores yngste medlem. Respekt for hende, at hun tør komme herned som 17-årig.

-       - Kaylee fra Alabama, USA, er 22. Hun har været ”saved” hele sit liv, som hun siger. Det vil sige, at hun har været kristen, med alt hvad det indebærer, altid. Vi har talt lidt om musik, og jeg ved ikke, om det er hendes kristne baggrund eller hendes alder, der gør det, men hun ved altså hverken hvem Pink Floyd, Dire Straits eller Peter Gabriel er. Men  hun er nu et rigtig godt menneske alligevel, og så er hun ikke bange for at slå en stor bøvs, når lejligheden byder sig. Dér har hun jo et stort plus i min bog J.

-       - Sidst, men absolut ikke mindst, så er der Alex. Han er 24 og kommer fra Danmark. Han er lidt af et mekanisk og teknisk geni, så han er the-go-to-guy, når internettet står af, bilen brænder sammen, eller hårtørreren skyder lyn efter lillemor. Derudover er han en rigtig rar fyr, og så griner han af mine lumre jokes. Endnu et plus i min bog J.

Som sagt, så er vi begyndt at undervise. Det er meget anderledes end i Danmark. Før det første, så skal jeg vende mig til at undervise indskolingsbørn (gode råd modtages gerne). Derudover skal jeg fordele min tid mellem to 1. klasses elever og én 4. klasses elev. Det er ikke altid lige nemt, og det bliver en udfordring, vi kommer til at arbejde med hernede. Så selvom det er en luksus kun at have tre elever, så er det ikke kun fryd og gammen. Jeg får lynhurtigt dårlig samvittighed, hvis jeg føler, at jeg ikke får fordelt min tid ligeligt mellem eleverne. Jeg regner nu med, at det er en udfordring, vi får løst inden alt for længe.

I weekenden står den på min første safari hernede. Vi skal til noget, der hedder Lake Mburo, hvor der er mulighed for at se løver, flodheste, krokodiller, gnuer og en masse andre dyr. Jeg skal selvfølgelig nok sørge for at tage masser af billeder, som jeg kan sætte ind her på bloggen. Ambitionen lige nu er at få et billede af en gabende flodhest og/eller en løveflok. Mindre kan nu også gøre det, og jeg sørger for at kameraet er ladt op, og så er det bare at fyre løs til der er slidgigt i yderste pegefingerled.

I søndags var jeg med ude på det babyhjem, som Uganda Child Care (som hedder Child Care Denmark hjemme i Danmark) driver hernede. Det er en blandet oplevelse. Det er fantastisk at se, hvilke muligheder børn, der er blevet forladt, smidt væk, får for at få et tåleligt liv. Samtidig er det også helt tydeligt meget anderledes end man ville drive et børnehjem i Danmark. Her i Uganda er børn vant til at gå rundt selv og at klare sig selv, fra de er ganske små. Det er en mentalitet, man ikke bare kan ændre, og derfor skinner det også igennem i de ansattes holdning til børnene. De er søde mennesker, og de opdrager børnene ud fra Ugandisk mentalitet. At den er meget ulig dansk mentalitet, må man bare æde i sig, for man kan ikke redde alle.

Nu til noget helt andet:

Se lige denne avocado:

Det er en 30 cl. Coca-Cola-flaske til højre og en halvandenliters-flaske til venstre. Og det er endda en lille avocado hernede. Ananasser er også næsten dobbelt så store som hjemme i Danmark, og så koster de ca. 2 kr.

Avocadoen er forøvrigt købt på markedet nede i byen, hvor jeg i sidste uge blev kendt som "Big Man" og følte mig lidt forurettet (læs: pigesur). Jeg har været dernede et par gange siden, og nu er det sgu meget sjovt at opleve så mange mennesker kigge. Jeg har spurgt en lokal, om det er godt eller skidt, når folk siger, at man er en "big man". Svaret var:"It is gooood, mr!". I rest my case!

Men jeg er nu ikke sikker på, jeg kan bibeholde min korpulente statur. Al mad er meget sundere hernede, for det er ikke pumpet med penicillin, sprøjtemidler og hvad ved jeg. Netop derfor smager kød ret anderledes. Jeg var ellers blevet så glad for smagen af antibiotika ;-).

Nå, folkens! Nu vil jeg smutte. Jesper og Maja har inviteret til aftensmad, så jeg er den, der er forduftet. Vi ses!

Peace out!